Nikon er død – længe leve Nikon.

Stormen er ved at rive hovedet af vores hus. men det er bygget solidt, så der sker sikkert intet. I dag fik jeg sendt mit Nikon D80 mod nye hænder, der forhåbentlig vil presse de sidste 28.000 billeder ud af det, inden det skal på pixlernes kirkegård. Til gengæld, så er der nu bestilt det nye D7000 fra Nikon. I prisklassen under 10.000.-, så fås der pt. ikke noget bedre kamera. Jeg håber jeg igen får lysten til at fotografere, da jeg har været med siden gymnasiet, hvor jeg startede ude med en mobbedreng af en F50. Men det nu også nemmere at blive inspireret i USAs ørkener, Nexicos strande og i Islands fjelde. Der findes ikke meget indlysende fotogent hernede, udover selvfølgelig familien og katten, men dem er der vist også efterhånden taget lidt billeder af. Det er jo ikke fordi jeg går og keder mig, og søæger efter et nyt projekt at kaste mig over, jeg savner bare den der glæde/lyst ved at fotografere – den er gået lidt i dvale. Så nu håber jeg et nyt “state-of-the-art” kamera kan hjælpe lidt på det hele. Det er jo også snart konfirmand tid, så mon ikke man kunne få lidt øvelse der – evt. koblet med lidt indtjening? Med hensyn til næste år, så er jeg stadig på herrens mark, hvilket vil sige at der ikke er nogen sikkerhed for min jobsituation. Det skal I nu ikke bekymre jer om, det skal nok gå. Nød lærer jo nøgen lærer at spinde. Denne weekend byder på opvisning med Máni, familiehygge og så kæresteaften med Erla, over en flaske Asti, et fad sushi og en film – og den sidste rest skoleopgaver der skal rettes, inden påsken banker på… Og byt the way, så fik en af mine kolleger mig trukket ud på en 5 km. løbetur, som blev klaret på 22 minutter… Jeg tvivler virkelig på det der med at det nogensinde bliver rart at løbe, det må da være en eller anden slags trøstesætning, fordi man jo godt ved at det er formålsløst og gør ondt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal overleve 10 km. løbet i Maj…