På tide

at damen lader høre fra sig og giver slip på blog blokkeringer 🙂 Så her er jeg nu. Og hvad er der sket siden sidst. Jo. Lidt er der da blevet tænkt. Og gjort. 

I morgen skal Óliver være kat i et skuespil i børnehaven. De har en eventyruge og da jeg hentede ham tirsdag var der en seddel på hans kasse om at han, fredag, skulle have sort tøj på så han kunne spille kat i den forestilling de vil vise forældrene klokken 14. Allerede da jeg læste seddlen kunne jeg mærke tårene presse sig på. Jeg bliver fand… rørt over ingenting. Eller jo over noget og meget over sådan noget. Ligseom da Máni takkede onkel Kinge for at vi fik lov til at få Muggí, eller da han skulle på sin første fisketur på Island, eller da Óliver fortalte mig at jeg var verdens bedste. Første skoledag og sådan. Lidt en anstrengende mor en gang imellem, i hvert fald hvad det angår. 

Jo, så venter jeg stadig på at lære at leve med mig selv. F.eks. har jeg tænkt på hvor lidt jeg kan lide at lave mad og bage boller. Bage boller kan jeg simpelthen ikke, men jeg beundrer folk der kan. Folk der lige laver en dej. Det er så hyggeligt. Jeg kan ikke, og har ikke lyst – men har lyst til at jeg havde lyst, hvis I forstår hvad jeg mener. Og mit i disse tanker tænkte jeg “jeg er jo ikke hyggelig”. Jeg er ikke god til at lave mad og bage. (Jo chokoladekage kan jeg og så vaffler). Jeg er ikke god til at lige købe et par hyggelige ting, såsom blomster e.l. og lige “arrangere” noget hygge. Og når jeg dækker bord, ligner det at Røskva har gjort det. Mit frokostbord ligner også noget fra en billig kantine. Mange jeg kender kan det der med lige at smide noget lækkert på bordet og lige få anbragt det i en lækker skål eller noget og det ser bare så hyggeligt og fint og fedt ud. Der er jeg bare dårlig. Og nu er det så mit mål at lade være med at ønske at jeg kunne det og lære at leve med at jeg ikke kan. 🙂 og hvem ved så hvad fremtiden bringer. 

Ellers går dagene hurtigt og her sidst på ugen er vi trætte allesammen. Men i aften fik Kim og jeg et godt skud energi, da vi var inde og se Jonathan Spang. Det var ………….. sjovt. Jeg grinede og grinede og grinede. Og mere vil jeg ikke sige om det. Fantastisk. I morgen står den på volleyturnering for Kim og unger og jeg får besøg af Ane og Alma – fredagen står på pizza og disney show. Som vi plejer. Hvor er det dog dejligt at kunne skrive – som vi plejer. 

Nu forsøger jeg at ændre mit tankemønster (som har været evigt og altid at tage stilling til væsentlige og fundamentale ting i vores liv) til at tænke i en rolig 5 års bane. Dvs. at i stedet for at tænke, et år, hvad skal jeg så. Så tænke 5 år. Og, hvis alt går vel – er alle vores børn i skole om 5 år. 5 år er faktisk ikke så lang tid og det er vildt at de allerede er så store der. I hvert fald, skulle de næste 5 år bære mere præg af rutine og ro, end de sidste 5 år har gjort. Men jeg er også træt af at tage beslutninger. 🙂 I hvert fald de helt store. Så må vi se om jeg kan lade være. Og – nej det er ikke fordi jeg er helt ideforladt 🙂

Máni havde en ven med hjem onsdag og de legede rigtig godt. Oppe på Mánis værelse og hørte musik og spillede med kort og legede med lego. Jep, så stor er han blevet. 

Røskva er begyndt på at vågne om natten nu efter efterårsferien og det er vi trætte af. Det skal bare stoppe, selv om det klæder os rigtig godt med render under øjnene. 

Nåh, nu har jeg vist fået noget ud af systemet og skal i seng. Det er langt over min sengetid. Rigtig god weekend til jer allesammen – god nat, Erla