Så skal de sørme til at sparke til den lokale Søren heroppe. Lige for tiden skal man vare sig for at komme for tæt på den lokale urbefolkning, dvs. folk over tredive i islandske trøjer, fordi det kan være de har givet sig i kast med þorablótt. Hvilket indbefatter uanselige mængder af kommen-snaps (Brennivin, også kendt som den sorte død), rådden hajkød, sure fårenosser og andre meget vederstyggelige ting. Og det gør at de lugter. Og sikkert slår en ihjel hvs man er dansker, eller ihvertfald begynder at fable om noget med 14-2 og 800 år. Og jeg har prøvet det en enkelt gang – i den grå hal på Christania, hvor alle de danske exil-islændinge gik amok i visesang og druk til et rent tretten tal. Så derfor har Erla hjulpet mig iaften ved at være poet, og skrevet et lettere lummert digt til en kollega, da skolen varmer op til festlighederne på fredag ved at lade folk være “nissevenner”. Så må vi se om de gætter mig. Rent minerva mæssigt er jeg også en statistisk usandsynlighed da jeg er tredive og både har kone og to børn. Det er promiller af de islændske mænd der kan mønstre samme hittepåsomhed. Overvejede også om jeg skulle være patriot og kæfte en Kim Larsen sang af på fredag, efter den sædvanlige optræden med lærerbandet “Eggjandi.” Forunderligt nok ville jeg jo faktisk hedde Kim Larsson, hvis jeg var islænding. Fordi min far hedder Lars, ik’os.
Derudover og desuden så er jeg begyndt at bage rugbrød igen – og stadig på den surdej der nu må være 52 år gammel og stammer fra Nørrebro. Tro mig, når man er vant til toast og fladkager, så smager rugbrød sindsygt godt. Og det blev også den gode slags med græskarkerner og islandsk øl. Yeah. Ellers går alt sin vante gænge – Eleverne tager billeder af deres røv, når man låner dem et digital kamera i forbindelse med en projekt opgave, inspektøren bliver hidsig, ungerne i fritteren finder ud af at sæbe på vinyl er rocker fedt at skøjte på og sæber hele hytten ind, min eneste bremse på cyklen virker ikke så stabilt og har fået mig ind i to snedynger og et grantræ, min mp3 afspiller nægter både radio og folder-view og på lørdag har vi inviteret til Schweizisk aften med tyroler musik og Raclette grilning. Gad vide hvordan Milka koen render og har det. Og til sidst er her Christopher Walken som selvsikker producer i en Saturday Night Live sketch, skrevet af Will Ferrel. En hyldest til bandet Blue Oyster, “Don´t fear the reaper”. Klippet var net-moderne for et år siden, men jeg synes stadig sloganet “More Cowbell!” kan forøge kvaliteten af langt de fleste situationer. Næsten ligesom det magiske motto “Set fra et universelt synspunkt, så…”
…blogbogstaver fra det sydfynske