77'ende gang er lykkens gang – er det en aftale?

Okay. jeg har talt til 10. Jeg har spist. Jeg har fået kaffe. Alt det, tænkte jeg var bedst inden jeg nu skriver det her. For det omhandler en enkelt lille ting ved islændinge som jeg HADER, som jeg synes er så ildelugtende kulturelt vederstyggeligt, som er så irriterende som at hamre sin lilletå ind i en stålkant med kolde morgentæer, som at drikke sur mælk, som at få et pindsvin i øjet. Jeg forstår ikke hvorfor de gør det, men de gør det ALLESAMMEN, GANG PÅ FUCKING GANG! AAAAARGH! Brænder aftaler af, kommer for sent, ændrer tidspunkter. Deres forhold til tid er simpelthen så bonderøvsk og så uciviliseret at selv skildpadder vil kunne fremvise en mere passende mødeadfærd. De kommer aldrig til tiden. Og de aflyser aftaler samme dag, gerne via fucking mail eller sms. Så inden man går ud til en aftale med en islænding, så skal man ALTID lige tjekke sin indbakke, sin mobil, sin telefonsvarer og sin postkasse. For det kunne sagtens være at aftelen var lavet om. Lad os tage 5 små eksempler, TO fra idag:

1. Hvis din bank laver en aftale om at de sender dit nye kreditkort med posten, så betyder det i virkeligheden at du skal ringe til dem om 3 uger og selv komme ned at hente det.

2. Hvis du vil have en ny pinkode til dit kreditkort, og de lover at sende den med posten, ja så beyder det at du selv skal ringe om 3 uger og komme ned og hente den.

3. Stod op med ungerne en højhellig lørdag morgen kl. 7 for at gøre os klar til en aftale med en fotograf fra arbejdet som gratis tog billeder til julekort af de ansattes familier. Fint tilbud. Kl. 8:30 stod vi ude foran døren, alle 4 trætte i fucking juletøj, med julekæder og julegris under armen. Og Máni glædede sig til at komme til biografen, som han troede vi skulle. Men, nej. Der var ikke nogen. Og ingen SMS. Jeg går hjem og tænder min computer, og jo – en mail med aflysning er kommet ind kl 23:30 AFTENEN FØR! AAArrgh! For helvede i satan. Tag jeg dog sammen. Hvad sker der? Er det bare okay? Er det godt nok? Nå, videre….

4. Imorges skulle jeg op og undervise i en enkelt lektion. Resten af dagen havde jeg fri. Og Erla var blevet hjemme med Máni da han var syg, og både hun og jeg mente at jeg skulle over at forklare min klasse om noget vigtigt i forbindelse med eksamen. Kl. 8:20 er alle elever stadig ikke kommet, og kl. 8:22 træder afdelingslederen ind og siger at “eleverne FORRESTEN skal i byen for at se biblioteket. Bussen kører om 10 minutter. Er det okay med dig Kim?” Hvad? Om det er Okay? Om det er okay? Har du slået dit fucking hovede? Har jeg cyklet hele vejen herover i islandsk kulde for at være gangvagt for en flok teenagere der venter på bussen? Hvorfor sagde du det ikke IGÅR? Hvor er hæftepistolen. Stik mig din uldtrøje, så skal jeg fanme hæfte dig fast til din skide bus, så kan du se om du kan lave en AFTALE med bussemanden om han gider at stoppe og hjælpe dig af… Nå, videre….

5. Jeg skulle til personalemøde kl. 11 idag. Cykler, igen, over til skolen. Mødet er aflyst, ændret til imorgen. Aflyst samme dag, en halv time før. Via SMS. Hvad fanden sker der? Hvad nu hvis min telefonm er løbet tør for strøm eller smidt i toiltettet. Hvad nu hvis jeg ikke kan imorgen? Er det så bare cool? Hvad med at vi istedet bare aftaler 10 møder samme uge, og så ser hvilket et af dem måske kun bliver ændret med en halv time?

Altså det kan godt være det var fint nok for 20 år siden hvor I red rundt på jeres små krikker af nogen pony-heste og skulle til møde ude på sletten for at snakke om hvaler og kageopskrifter, men kom nu. Hvad fanden er meningen? Hvordan kan I tillade jer at spilde andre folks tid så meget, og så gøre det igen og igen? Og hvis man konfronterer nogen islændinge med det, så er deres svar bare “Ja, sådan er vi…” Det er der ikke noget at gøre ved. Ligesom med vejret. Koldt? Tja, sådan er det bare. Et svar som et eller andet sted indikerer at det er mig der er galt på den hvis jeg brokker mig, og jeg bare er uptight.

Men okay. Jeg skal jo også integrere mig. Så fremover så indgår jeg en hel masse aftaler og lover ud til højre og venstre. Og så stiller jeg mig MÅSKE ud på altanen og aflyser eller ændrer mine aftaler ved at morse med tændstikker. Eller ved at klaske hvalspæk rytmisk mod våd uld. Eller ved at aftale aftaler på tidspunkter hvor det åbenlyst er hul i hovedet, for ligesom at indikere at vi jo allesammen godt ved at det enten bliver ændret eller ikke bliver til noget alligevel.

Der er mange gode ting ved islændinge. Og nogen ting der er småirriterende. Men hvis jeg kunne ændre den islandske befolkning på et enkelt punkt, så skulle det være dette.

Mæting, fucking mæting. Lær det nu.

Trætte, trætte hilsener fra cykelakrobaten Kim.

- 2 kommentarer til 77'ende gang er lykkens gang – er det en aftale?