Man, hvor er jeg træt. Jeg ved ikke lige hvad det er, men i disse dage synes jeg bare der er rigtig, rigtig meget at se til. Det er slutningen på det første semester, og derfor er der tre karaktersæt for alle elever i alle mine 10 klasser som skal skrives ind – hvilket er sådan cirka. 600 tal, som der vel på et eller andet plan bør ligge en slags overjelse bag. Og hvis ikke der er en overvejelse, så skal man være klar til at forsvare sit valg overfor både elever, forældre og andre lærere. Derudover hænger mine billeder nede i byen – ganske alene og usolgte. Og dog, for i dag ringede det islandske Se & Hør og spurgte om de kunne få et interview. Og så imorgen har jeg sammen med frtidhjemsorganisationen, som jeg arbejdede for i fjor, arrangeret en melodi grand prix fest for alle 8, 9 og 10 klasser. Derhjemme er Röskva begyndt at grine og bruge sut. Óliver er begyndt at snakke lidt dansk og skal snart lære at være uden ble og sove i en almindelig seng. Máni tester grænser og skal hele tiden udfordres, både fysisk og intellektuelt. Og mig og min kone sidder og kigger på huse i Svendborg, mens vi planlægger julefrokoster og dertilhørende børnepasning af to børn samt juleindkøb. Og så lige en lille ud- og indflytning inden nytår. Så der er fanme meget der hiver og river i lille Kim. Og han er lidt smadret i dag. Mange behov der skal tilgodeses.
Heldigvis er der ikke en skid at pive over – for det hele er jo både positivt og selvforskyldt. En lækker kone, tre sunde børn, et aktivt og udfordrende arbejde og plads til kreative aktiviteter ved siden af. Men sådan rent fysisk og psykisk kan den gode hverdag jo også være voldsomt udmattende. Og selvom det er luksus, og man burde være glad så længe man har to arme til at nå kagedåsen, så vil jeg forbeholde mig retten til at pive i ny og næh og føle jeg retteligt fortjener en aften på sofaen med en film uden forstyrrende dialog og flotte rumskibe…
- 6 kommentarer til 600 grunde til at male kagedåser med fødderne…