Jeg har den røde og den blå familie. Den røde side er familien med et par kendte musikere, og så ellers et par stykker ud i de kreative erhverv. Der er også akademiske humanister og lidt i den retning. Den røde fortolkning i vores familie går mere på liberale holdninger og friheden til at gøre hvad der passer en. Ingen censur – og ofte et navlebaseret udgangspunkt, hvor det bjerg man selv står på, nok er det smukkeste. Det er der ikke noget galt med. Det er bare sådan det er. Vi er en flok røde, søde, frisindede egoister, som vil hinanden det allerbedste, når det lige passer. Så er der den blå side. Der har været mere end en enkel snak henover bordet, om hvorvidt det nu var dovendyret eller skolelærerne der var de mest afslappede dyr i verden. I den blå familie ejer man butikker, tøjmærker, arbejder i banker og har indtil flere huse i udlandet – og kører i fede biler. Men så rækker mine fordomme heller ikke længere. For her er der ikke tale om kalenderunderlagt egoisme, men derimod oprigtig interesse for hvordan det égentlig går. Og man hjælper hinanden med både huse, børnepasning, madlavning og selvfølgelig gode råd om økonomi – også selv om det er ubelejligt.
Hvorfor denne lille tirade? Well, jeg stemmer ikke blåt og Kasper Colling Nielsen skriver godt – så der er ofte lidt dissonans mellem mine fordomme om borgerlige, og så dem jeg møder i virkeligheden. Heldigvis. Per og Kirsten er skide søde. Per fyldte 60, så selvfølgelig kom vi derover. Og ganske som forventet, så var det vildt lækker mad, gode tider med fætre, kusiner, niecer og nevøer – og nattebadning i det månebelyste djurslandske hav med brormand… Tak for festen, det var hyl!
Jeg er vild med The Bygholms og The Emtekærs.
Der har altid været åbent og gæstfrit siden Hella og jeg gik fra hinanden.
Sikke en fed fest Don Per !!!!
Kh Lars
i dag fra Jammerbugten