Forleden holdt min far en fest. Den skal vi ikke dvæle ved – og dog. For Danmarks Hyggeonkel, aka. min storebror Jeppe (han var tidligere et meget uhyggeligt menneske, men han er i klar bedring), sagde noget vigtigt i sin tale – nemlig at min far opfatter verden i relationer. Jeg er ikke sikker på at jeg kan gøre min far kunsten efter, så jeg når de 65. At samle 130 mennesker, fra all walks of life. Relationer skal passes, og hvis man er god, så gør man det med samme nidkærhed som den lille prins passede sin blomst. Familien først, så vennerne og så resten af verden.
Enhver coach som havde kigget på min kalender, ville måske nok have sagt at min prioritering af familiefest, i ugen før jeg havde mit eget danskhold og min egen eksamen, ville være en smule overmodigt. En ærlig coach ville have kaldt det dumt. Men coaches kan fyres, og valget var klart. Kinge havde inviteret til fest på farmen, og så tager man til fest på farmen.
Farmen er kapitel to i Kinges liv, og jeg har ikke helt overblikket endnu over hvem det egentlig er han fordriver livet med. Det er ihvertfald Hanne. Og Louise tror jeg. Og nogle børn, og heste og hunde og kaniner og hundestejler og søer og bindingsværk og solnedgange over bakkerne på djursland. Man skal være død for ikke at kunne påskønne det. Så vi tog dertil, ligesom sidste år. Også fordi det er godt at se sine fætre til andet end begravelser – og fordi Linnet familien tilsyneladende horer som kaniner og nu har så mange børn, at hvis ikke man følger med, så er man ilde stedt når demensen indfinder sig. Sommeren havde valgt at lægge sig lunt i svinget, og ungerne nød dagene i fulde drag. Teltet blev også luftet for første gang, og vi varmede op med at tage en grundlovsfest i Ollerup med over 4000 besøgende.
Så tak for lækker mad og kano og heste og bål og hundestejler og badekar og ultimate og fodbold og alt det som det hele drejer sig om. Så må de der coaches vende sig i graven…
Titlen på indlægget? Det er fordi lillesøsters kæreste hedder Aske (det er ham på sidste billede). Nu har vi mødt ham to gange, han var både til Lars’ fest og med hos Kinge. At udsætte en kæreste for Linnetsyle to gange, tyder på mod hos lillesøster – men undertegnede kan som repræsentant for Linnetjuntaen erklære at han er godkendt – for 2015 i det mindste 🙂
- 1 kommentar til Fra Aske til ilden
Tak tak Kim, at du tager tiden til de fede indlæg her. Om min fest, Riga, OlleDemokratiFestival og Kinge/junta fest.
Så sejt.
Kh Far