Min egen efterskoletid har nedslag af tydelige minder, resten står tåget. Der var den aften hvor jeg optrådte i lagen, til stroboskoplyset fra min egen Commodore 64. Der var dengang hvor vi rullede hele skolen ind i toiletpapir om natten. Der var dengang hvor jeg blev dødeligt forelsket i hende som jeg spillede teater med. Og der var musiklæreren som sagde at jeg var bedre til at spille trompet end at synge. Og dengang med Brians urin i potteplanterne. Og kanonslaget i containeren. Og selvhypnosen. Der er ingen af dem der er transcenderet videre som venskaber ind i voksenlivt, men det skyldes nok også en lettere omtumlet tilværelse siden da… Anyway. Man må jo sige at jobbet som efterskolelærer vedbliver at have sinde absolutte fordele – og bagsider… Men foråret er kommet, og vi fejrer det på bedste maner…
