Af en eller anden grund, så fylder kvinder en del i min bevidsthed for tiden. Det kan selvfølgelig have noget med tykkelsen på ørene at gøre efterhånden, men der er da også en del andre faktorer. Lokalt set, så har jeg et problem med at kvinder på Fyn åbenbart ikke fristes til at stille sig op i Poetry Slam. Indtil videre er det otte mænd der stiller op. Og jeg ved jo godt at det ikke udsiger noget generelt om den poetiske evne hos de fynske kvinder, men alligevel. Hvor fanden er de henne? De kan da ikke allesammen være så overdrevne lykkelige at de ikke har noget kunstnerisk galde at komme ud med? De fleste slammer-kvinder i Århus og København har jo ikke nået den alder hvor tøj, børn og mænd lægger beslag på deres tid, så hvor er de unge, poetiske og modige kvinder henne i Svendborg og Odense? Går de til Croquis kurser på FOF istedet eller hur?
Dernæst, så er der den nylige udskiftning i hønsegården. Efter 7 år som lærer, hvor det mestendels var østrogenbevoksede lærerværelser og dertil indrettede samtalekonventioner der prægede arbejdslivet, så er det lidt en befrielse at arbejde et sted hvor kønsfordelingen er omkring 60/40, til mændenes fordel. Om det så ligefrem skaber mindre snak, skal jeg ikke kunne sige, men jeg synes at ane en vis form for konsensus om at det er rart at nå målet, inden man falder i søvn over bolden. Snakken er ikke blevet mindre, der er bare knap så meget ret og vrang i den som tidligere. Og det er godt.
Og så er der jo den nylige bølge af kvindekamp i medierne. Jeg får min daglige underholdning af kvinder for tiden – og det skal de have tak for. Ikke at de alle sammen trækker på samme hammel, for det gør de bestemt ikke, men at iagttage den seneste tids mudderkastning i forhold til hvem der har ret til at definere billedet af den lykkelige kvinde, er nu meget sjovt. I den ene lejr står de nyligt fraskilte svenske kvinder, og er ret så happy, happy. Fred være med det – så længe de ikke prædiker at have fundet sandheden. Og så er det endda ikke manden der er prügelknabe – det kunne være man skulle ønske sig den bog i julegave. Om ikke andet, så for at opnå indsigt. I det andet ringhjørne har vi så den danske, fraskilte singlemor der bare vil klone Asger Aamund. Og det lader til at hun er knapt så happy, happy for sin nye status. Og for ligesom at tilføje det hele lidt kulør, så har vi min favorit for tiden, Bitterfissen. Hvad hun ikke får galoperet af om sine medsøstre er ikke småting. Det er nu ret underholdende.
Og i mens kan jeg jo så bare skrue fissen, undskyld, bissen, på, smadre bakspejlet og indstille sigtekornet mod fremtiden. Der jo så bare en lidt tung klods om mit ben, på størrelse med et rødt hus, som, hvis man skal tro aviserne, ikke forsvinder de næste to år. Og det ER altså ikke ligefrem fordrende for løsrivelsen og befordrende for fremtiden. Men det kan jo også være det på nogen kvinder vil virke som et plus, da de så ved at jeg ikke ligefrem kommer rendende med det første og foreslår at vi hovedkulds flytter sammen. Ikke at jeg havde tænkt mig det. Tror jeg. Well, de kære kvinder, meget kan der siges om dem, men de siger det ofte bedst selv…
…og feministerne på TV2 News – med ord som meningsfisse og speltkusse.
- Ingen kommentarer til De kære kvinder…