Sidste solskinsdag…

…og så kommer ungerne – og regnen 😉 Heldigvis har de haft fede solskinstimer med mor i sommerhus på langeland, det har sikkert været en dejlig tur – og idag var de også på langelandsfortet. Billeder fra turen kommer ganske givet op i aften – på Erlas blog 😉 . Jeg fandt så i mellemtiden i husoprydningen et gammelt gavekort til biffen og gik ind for at se “Headhunterne”. Fin film – selvom norsk nu aldrig kommer til at være et respektabelt sprog når det tales indbyrdes imellem voldsmænd. Det synes jeg stadig er lidt grinagtigt. I dag står den på lidt småindkøb, opmuring af skorstenen, lister (så huset kan sælges) – og så noget forefaldende skolearbejde. Og når så ungerne kommer, så er der trods alt lagt en smule planer.
Tirsdag og onsdag bliver en slapperdage i huset, hvor der er tid til at lege lidt med naboens, se den nye filmsamling, gå på biblio, pakke til Ebeltoft – og måske nå et enkelt besøg ud til den selvforsynende landsby. Og så kunne man jo også spille, lave bål og alt det andet – og måske lære Máni at blogge på hjemmesiden, hvis han synes det er sjovt. Torsdag er det vejrguderne der bestemmer. Hvis vejret er med os, så udnytter vi tilbuddet i Tivoli friheden i Aarhus, og smutter ind og kører i radiobiler og snitter i græskar. Hvis det pisser ned, så tager vi mod Ebeltoft med det samme. Om fredagen er der teater og alment gang i den pga. “Æblefestival” i Ebeltoft, Lørdag står den nok på svømmehal og så et par timer ude på Mols, sammen med Kinge, Toke og Mikkel – og så lørdag/søndag er der jo lige besøget ud til oldemor. Og så var den efterårsferie gået. Søndag skal jeg også pille min udstilling ned – den solgte ikke så meget som jeg havde håbet, så det kom til at koste mig 300.- at have den hængende. Well, well – godt man ikke er kunstner. Denne gang glæder jeg mig vist mere end almindeligt til at se dem – måske fordi det er fulltime, og samværet ikke blive afbrudt af madpakker, arbejde, idræt, skole osv.
Nuvel, der skal shoppes og mures – jeg må se at komme videre…

- Ingen kommentarer til Sidste solskinsdag…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Discover more from emtekaer.dk

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading