Jeg husker endnu da vi købte vores første bil. En sen aften tog vi op til en tankstation i Nordsjælland, alle tre. Máni var en lille dreng på et halvt år vel. Den forudgående research havde blot været prisen. 10.000.- Da vi kommer derop står der tre hærdebrede tyrkere med guldkæder og brede smil. De kunne vel fornemme at jeg var en smule grøn bag ørene. Og mens Erla og Máni så står alene tilbage på en tanstation i Nordsjælland, så tager jeg en prøvetur rundt omkring til diverse hæveautomater for at hæve kontanter nok, sammen med dræbertyrkeren. Jeg tror mit indre kvalitetstjek bestod i at tjekke om bilen kunne køre og standse – og at jeg ikke blev slået ned. Vi købte den uden at blinke. Vi turde ikke andet. Og da vi ikke havde autostol endnu, så forudseende var vi heller ikke, så tog Erla bussen hjem sammen med Máni, mens jeg kørte ud i mørket. En uge senere kom de tre tyrkere så hjem til os og bad mig om at gå med – jeg smilede nervøst, og stak en hobbykniv i lommen. Jo, jeg gjorde. De skulle bare lige tjekke at jeg nu også havde omregistreret den. Og Máni kan stadig huske vores første bil – den hvide Peugeot 306 med Al Queda klistermærke på bagsmækken. Den var fin. Næste model blev mere fornuftig. Her var vi helt oppe i 25.000.- kr. klassen. En sort Opel Astra, st. car. En bil som Erla købte i selskab med “Trucker” – den eneste hårde kriminelle vi har kendt. Sød som sukker, men med overarme på størrelse med kalkuner. Bil var ægte family style. Den tjente os også godt, indtil jeg glemte at fylde vand på den og den sprang i luften på motorvejen i Jylland, mens vi var på vej til familiefest med ungerne. Det er sikkert fordi jeg er computer-nørd at jeg har så meget imod at give ting vand. Det gør selvfølgelig at blomster og biler dør omkring mig, men det er en personlig brist. Kan også have noget at gøre med at jeg blev født ved kejsersnit og at mine bedsteforældre havde svimmingpool, men det holder jeg for mig selv. I Island købte vi så igen bil af en tyrker. Nu hed han Ilhan. Endnu en gang havde vi ingen vidende onkler med, vi havde ikke lavet research, vi købte den bare – hvilket de også var godt gale over. Og endnu en gang var vi fuldt ud tilfredse – den kunne jo køre.
Siden da har vi været på cykel. Og nu er tiden så kommet til igen at se på bil. Og jeg må være ved at blive gammel, Jeg har efterhånden brugt vandpytter af tid på at se på bilzonen.dk, dba.dk, hvorlangtpaaliteren.dk, fdm.dk, bilpriser.dk, bilbasen.dk und so fucking weiter. Og mein gott, hvor jeg dog savner den lidt mere uovervejede del af mig selv. Skal det være st. car, øko-john eller mini-mpv, diesel eller benzin, berlingo, altea, kangoo, doblo, ulysse, zafira, touran eller a2? Heldigvis så har vi ikke uanede mængder af bananer, så måske kan det, for fjerde gang i træk, være med til at indsnævre mulighederne.
Så min yndlingsdame har følgende specs, så er mærket ligemeget:
7 sæder (og nej, Erla er IKKE gravid igen – det er noget med besøgende fra Island)
Fra 2004 og frem
Kører over 16 km/l – gerne på diesel.
Har kørt under 180.000 km.
Gode dyr er rådne – og modtages med kysånd 🙂
Hej Kim !dejligt at læse din blog ! Det var så først hold du skulle føre til den rigtige side af bordet ,og da det er ” dine børn ” er det fint at have lidt spændt bue øger adrenalinen ! Med hensyn til bilkøb synes jeg det var et fint køretøj du viste på nettet,så blød og gummiagtig ud,kan måske holde til lige så meget som radiobilerne i tivoli , men den havde da 4 hjul og et rat,det går jeg først efter,man ved jo aldrig om man har købt katten i sækken ! Knus Mor !