Island, Part II

Det viste sig at være rigtigt set. Máni havde godt af at få en stille aften på sofaen, uden en lillebror til at engagere ham i aktiviteter. Feberen faldt støt og lørdag morgen var han, om ikke i hopla, så ihvertfald frisk nok til at sætte sig ud i en bil. Skyerne glimrede endnu engang ved deres fravær, mens vi kørte ud af Reykjavik imod Selfoss og Ingolfsfjeldet. Familien havde, som de efterhånden har fået for vane at gøre, lejet en stor hytte hvor samværet udspiller sig omkring en hulens stor bunke unger, to hunde, ramme efter ramme af øl og så masser af mad, anekdoter og guitarmusik. Konceptet har ikke ændret sig en meter, siden jeg prøvede det for første gang for et par år siden. Og det ender vel med at jeg bliver ligeså forstokket omkring det, som jeg er omkring julen. Det er bedst at have det som vi plejer. Efterhånden som avancementet af sociale interaktioner for Óliver kræver et større og bedre ordforråd, så kommer det islandske snigende tilbage til ham. Han taler stadig som en halvdøv indvandrer på krykker, men han gør et ærligt forsøg. Eftermiddagen bød på turens andet besøg i svømmehallen – og for ikke at være alt for mainstream, så valgte vi en lille lokal svømmehal, hvor der kun var en enkelt rutschebane og fire udendørs bassiner med sol og 36 grader varmt vand. Det var, ifølge Erlas lillebror, ret så hipt. Ifølge undertegnede var det bare lidt trangt og pisselækkert. Klokken 17:40 kom vi hjem til vafler og kaffe, for lige at tage den værste sult, imens Sveinn lagde fire lammekøller på grillen, Ingi åbnede de første øl og damerne snittede frugt og grønsager. Jeg indtog en velafprøvet rolle, fra min tid i børnehave, som ham den sjove fra Danmark – noget med at puste ild og stille op til dåsekast. Nuvel. Mad – mmmh. Videre. Erlas lillesøster er ikke lesbisk. Og heller ikke fra tyskland. Men hun spiller fanme en fed bas. Og hendes kæreste kan synge, hendes barndomsveninde kan spille violin og de to sidste kan så give den gas på trommer og guitar. Tilsammen kalder de sig Cosmic Call, og ligesom familien har købt en god portion af mine billeder, så tog vi også over for at se hende spille om aftenen i Selfoss. Og jeg mener ikke kun de unge. Nej. Vi tog allesammen afsted. Familiens politimand, Jónas, blev hjemme og passede krapylerne, mens vi, iført alt fra dynejakker til shorts, tog over og udgjorde 90% af publikummet. Cosmic Call er på tour med tre andre bands, og efter at have hørt på lortebandet “Soundcheck” i en halv time – og derefter en omgang norsk heavy – så kom de på scenen. Nepotisme eller ej, så synes jeg stadig de har fat i den lange ende. Alene instrumentariet, med både keys og strings, gør en stor del. At så bassisten er velsignet og at forsangeren både hopper og snakker med publikum gør det jo kun endnu bedre. Og jeg fandt ud af, at det der med at være valutatuurist ikke er så ringe endda, fordi en stor fadøl på Island pt. koster 30 kr. Hjemme igen faldt den samlede flok så i den gamle fælde, og der gik præsteanekdoterogguitarsangtildenårlemorgen i den. Jeg kunne ikke klare det, og hoppede tidligt i seng. Dagen i dag gik så med at rydde op og bruge et par timer på at lufte ungerne ved den nærliggende bæk, hvor vi sparrede en psykologregning eller to, ved at foretage den meget meditative og mentalt sunde aktivitet “kaste sten i vand”. Nu er vi back in RVK, har nydt lækker, obligatorisk søndagsmiddag hos svigerfar og har nu puttet ungerne. Jeg har heldigvis 40 sider tilbage af Brooklyn Follies, hvilket betyder at denne aften er reddet – men en del af morgendagens program bliver at finde en ny bog – og gå i svømmehallen. Godnat derude, hvorend i er 🙂

- Ingen kommentarer til Island, Part II