Slam Bam!

Endelig! Efter flere måneders møje vandt jeg endelig en slam aften i går. Og hvis jeg lige skal pudse glorien, så blev det gjort på tiderne: 3.09, 3.07 og 3.07. Det er altså en ret tætbarberet ged vi har med at gøre her. Desværre var der en del lokale båtnakker der fandt det meget frustrerende at der ikke var onsdags-blues, hvilket de så lod komme til udtryk gennem diverse lamme tilråb. De smuttede dog, men blev derefter afløst af en ældre-afdeling fra den lokale golfklub, som ikke helt kunne se hvorfor de dog skulle lade være med at snakke jovialt, mens der blev slammet – nu var de jo lige kommet i jakkesæt, med nyhjemstemt rødvinsreform og nyindkøbte køller, så helt ærlig… Men vi gennemførte aftenen trods tumber – og stedet indeholdte absolut også søde mennesker. Til alt held var der endda 3 blandt publikum der mente at de havde noget på hjerte, så de stiller op i næste måned. Måneden, hvor vi også har fået det frivillige tema “gran” af publikum. Det bliver stort. well, her er der tre slams:

“Rødhætte”

Der var en gang en lille ung dreng, der gik rundt under den kokain-hvide måne, og med sine snekolde, svovstikstynde fingre, samlede han flasker i gader og stræder. Den lille dreng havde blodskudte øjne, piercing i brystvorten, en traumatisk barndom og dårlig musiksmag. Han så lidt forhutlet ud. Han dykkede ned i de grønne skraldespande, der så ud til at blive vasket oftere end ham selv. De pølser han fandt, dem spiste han og de flasker han fandt, dem lagde han fint ned i den barnevogn hvor hans nu døde søster engang havde ligget. Og mens han gik der i sine egne fodspor, var der pludselig en varm hånd der greb om hans kolde fingre og en rusten kvindestemme der sagde. “Nå, min lille dreng, hvilke glasblomster er det så du går og plukker her i asfaltjunglen?”. Kvindens hang til urbane metaforer gik den lille dreng ram forbi, og han svarede troskyldigt at han bare samlede pant, så han kunne få lidt penge til dagen og vejen. Den gamle kvinde hvinede hysterisk, rettede lidt på sin kamel-tå, og sagde: “Nå, så. Og hvor afleverer man så pant henne i dag, om jeg må spørge”. “Nede i corner-kiosken, der bruger de ikke maskiner – maskinerne kan ikke læse de ridsede flasker og dåser, så det er bedst. I corner kiosken” “Så det er bedst i corner kiosken” gentog den gamle kvinde, hvorefter hun slap hans hånd, blinkede til ham og gik bort med ruskindsstøvlerne klaprende mod asfalten. Da månen lidt senere var tæt på at afslutte sin bane, gik den lille dreng med aftenens høst mod Corner Kiosken. Det var ikke var den sædvanlige kioskejer der stod bag disken, men derimod en gammel, liderlig kælling i Stretch-bukser, ruskindsstøvler og knaldrød læbestift, som ligende en hore han engang havde mødt i Assens. Han rødmede svagt da hun sagde “Hej min ven, kan jeg hjælpe dig med noget?”. Han kiggede op på hende og sagde “Jeg skal aflevere flasker.” “Bare giv mig varerne, skat – så skal jeg nok tage mig kærligt af dem…” Den lille dreng tøvede – det var den samme sætning som horen i Assens havde sagt, og det var ikke en oplevelse han havde lyst til at gentage. Han spurgte nervøst “Hvorfor har du så røde øjne” – Kvinden svarede “Det er fordi jeg slår på dem hver morgen med en hammer, for at få blodomløbet igang”. Hans blik vandrede fra de røde øjne og videre ned. “Men hvorfor har du så så lange bryster?” “Det er fordi jeg bruger dem som halstørklæde” Forvirret stirrede han på den laksefarvede kødklump der lå rundt om hendes hals, og han skyndte sig at fjerne blikket. Han nåede til leopardpletterne og spurgte hviskende „Men hvorfor har du så så stort et skræv?“. Med et sprang den gamle kælling over disken, mens hun flyvende krængede sine stretch bukser ned, ramte den lille dreng ovenpå hovedet, og gled langsomt ned over ham. Drengens forvirrede skrig forsvandt ind i hendes krop, og hun trak bukserne op og vraltede langsomt ud af butikken. Her tog hun barnevognen og gik fløjtende hjemad. På vejen hjem mødte hun en jæger, som synes hun så tæskegodt ud og han pakkede sin bøsse i tasken og flyttede ind hos hende. Ni måneder senere fødte de to et sæt tvillinger ved kejsersnit, en dreng og en pige. En lys sommerdag i Maj blev de to svøbt i et flaskegrønt tæppe og lagt i en charmerende gammel barnevogn, og det gamle ægtepar smilede til folkene i byen, mens de langsomt trillede bort i solnedgangen, ud af landevejene mod Assens.

“Skudår”

Vil du gifte dig med mig?

Hvad?

Vil du gifte dig med mig?

Det kan du da ikke bare spørge om!

Det kan jeg da – det er skudår!

Og hvad så – derfor kan du da ikke bare stille sådan nogen absurde spørgsmål?

Det kan jeg da!

Hvorfor det?

Fordi det er skudår – og siden du hverken har købt handsker, bagt varme hveder, pustet æg eller bygget en majstang, så må jeg gerne spørge det.

Det er da helt godnat – må jeg så også spørge dig om du helst vil skyde din mor eller din far?

Det er ikke det vi taler om. Prøv at høre. Det er ret simpelt – ja, eller nej. Vil du gifte dig med mig.

Vi er enige om at vi sidder på arbejdsformidlingen, ikke? Og du er min sagsbehandler. Så du er jo ikke det størtse bjerg på mols, hvis du spørger mig om jeg vil giftes med dig.

Jeg er kold – du kan jo bare svare.

Allright. Fint. Mit liv er alligevel mærkeligt – men du skal sælge det lidt bedre. Overbevis mig med lidt fornuft.

Fint. Statistikkerne siger at selv om single mænd måske får sex med flere forskellige partnere, så får gifte mænd både mere og bedre sex. Desuden så lever gifte mænd generelt fem år længere, deres livsindkomst er højere end den ellers ville være og deres chance for en lykkelig alderdom er også stor, på grund af børn og børnebørn.

Børn? Fuck.

Ja – den har du i det mindste fanget.

Tak. Okay – hvad så med at sælge giftemålet med lidt følelser istedet?

Du kommer hjem efter det her møde. Og du er stadig arbejdsløs, fordi du har uddannet dig til dansklærer på sydfyn, i et område der har fire lærerseminarier. Du har lyst til en kvinde, men fordi du er desperat, så er der ingen der vil røre ved dig med en ildtang. Så du bliver ikke bekræftet hverken professionelt eller personligt, og savner egentlig bare en at holde om, en at græde ud ved og en som kan finde på at kysse dig, bare fordi du kan finde ud af at lave the.

Okay. Okay. Det klarede du meget godt. Og rent logisk?

Nu kender jeg jo din indkomst og kan også fremover sørge for at give dig umulige jobs, sådan så jeg er sikker på at se dig. Derved bibeholder vi de skattemæssige fordele. Desuden medfølger der gensidig forsørgelsespligt, hvilket vil sige at du kan fede den til døden os skiller og jeg er tvunget til at tage mig af dig. Desuden behøevr vi ikke betale skat af gensidige gaver, og hvis du en dag giver mig en skefuld stryknin i kaffen, ja så træder reglen om at sidde fortsat i uskiftet bo i kraft, du får ægtefællepension og livsforsikring udbetalt.

Jeg synes stadig det er en ret mærkelig ting at spørge om, bare fordi det er skudår. Hvad får du ud af det?

Det samme som dig, klaphat. Flere penge, mere sex og varm the. Så hvad siger du? Vil du gifte dig med mig?

Jamen, øh. Ja – det vil jeg. Okay.

Fint. Så møder du imorgen hjemme hos præsten kl. 8:15 i passende arbejdstøj, og så starter din nye ansættelsesperiode der. Det er efter gældende overenskomster, og der er lønforhandling om henholdsvis 12½, 25 og 50 år.

Undskyld, men jeg sagde ja til et ægteskab – ikke til et arbejde.

Det er det samme skat – (kys) – Vi ses imorgen.

“Perioder”
Punktum. Jeg er ikke enig. Det er ikke den korteste periode. Der findes perioder der er kortere end punktummet. F.eks. den periode hvor jeg synes Reimar lavede godt fjernsyn. Eller perioden hvor jeg mente at farven lilla så godt ud på mænd. Men periodelængder varierer selvfølgelig. Roxette, joggintøj og gele i håret var også en periode – en af de længere desværre. Og man kan ikke gøre noget. For man bestemmer jo ikke selv om man er inde i en periode. Stiller sig ikke op foran spejlet og tænker ”Nu tror jeg at jeg vil starte på en lidt mut og menneskefjendsk periode, og så slutte den igen om cirka tre uger.” Sådan er det jo ikke. Man opdager det jo altid først når man uforvarende er midt i, faktisk på højdepunktet af sin periode, og folk så prikker en i øjet og siger at de synes man virker lidt stille og fjendtlig – måske endda lidt vestjydsk. Og så fordi man bliver flov over sin egen opførsel, og tænker ”pis, nu er jeg igen i en eller anden periode” så går man i forsvarsposition og siger ”Nå, ja – det kan du have ret i. Men det er nok bare en periode, det går sikkert over.” Og det er verdens lammeste undskyldning, men den virker – for folk nikker genkendende når de hører ordet periode. For så ved de at den går over, for sådan er det med perioder. På nær med ham den lille gay slipsemand nede i banken, han vil ikke finde sig i det. ”Slap nu af, jeg er bare inde i en lidt underfinansieret overforbrugsfikseret periode – det går sikkert over.” Den er ikke god nok. Næ nej, han vil have klare linjer og datoer – og det er da snyd. Og hvis ikke man makker ret, så kan han endda bevidst starte en periode fra d. første, hvor ens huslån lige bliver lidt værre i en periode og det er så lige netop i den tid hvor ungerne også skider i bleen i en periode, og man ikke har råd til bil i en periode, og kvinden har sin periode og leverpostejen har overskredet sin periode og han smiler sødt til mig i et splitsekund som absolut ikke kan forstås som en periode, og spørger om jeg er sikker på om det er det jeg vil. Og nej, gu er det da ej. Men jeg ville da gerne kunne gøre ligesom ham. Og starte en ny periode fra den første. Det skal være perioden hvor jeg vågner til lyden af pelikaner, mens jeg søvnigt drikker min første kop kaffe og bruger resten af dagen på at skrive, mens jeg sporadisk spiser eksotiske frugter. Sådan en rigtig fed ”skiltemaler i zoologisk have” periode. Eller gå ind i min følsomme periode, hvor jeg skriver et haiku digt for hver en solstråle der rammer min krop, hvor jeg kysser min kvinde for hver gang jeg ser en mand i vaders ved Christiansminde og hvor jeg leger en halv time med mine børn for hver gang jeg hører en fra Ærø sig skau i stedet for skab. Og så vil jeg glæde mig til alle de perioder som senere hen vil gå over i historiebøgerne som dengang Kim var inde i en ”varm, egetræslignende og pointerende periode” – eller perioden hvor jeg var præget af ”farvestrålende optøjer, daglige uroligheder og en opblomstring af nye bevægelsesmønstre”. Og nu er denne her periode snart ovre. Men min store periode er ikke slut. Det er den først når det sidste punktum sættes. Og til den tid vil jeg sætte et punktum ovenover, og bag ved dette livets sidste semikolon vil jeg klæde mig ud som den fede dame og synge i en periode der får selv bankmænd til blegne. Punktum.

Join the Conversation

4 Comments

  1. sådan!
    slam hjem med dig for kim han er sej
    slam hjem til konen for kim han har tronen
    slam hjem paller når versene falder

  2. Ja bedre sent end aldrig men ved ikke hvor du har den energi fra men den er der bare og du formår at bruge den positivt over mange felter på en gang flot søn knus mor

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *