Julebrevet a la Kim.

Jeg ved ikke helt hvornår jeg får mig et roligt år. Og jeg ved heller ikke om det er det jeg vil have. I år var afslutningen på en periode, der ligesom min tur til et træskur i USA, har sat et præg på mit verdenssyn og min sjæl som forhåbentlig aldrig forsvinder. Det var to rigtig, rigtig gode år i Island, som både gav mig en start som kunstner, jeg fik lært at læse og tale Islandsk og jeg fik uforglemmelige jeepture i fjeldene, magnifiscente drukture til Airwaves, badet i varme floder, fik venner og familie på besøg og fik også en masse gode islandske venner. Og så var det jo også lærerigt i proffessionsmæssig sammenhæng at se hvordan man underviser unger i et andet land. Der er lidt mere test og Pisa over Island – og det er både godt og skidt. Så flytningen til Danmark har for en meget stor del været gjort med fornuft og voksen omtanke – en del af hjertet og sjælen stadig længes mod det kolde nord. Men her i Svendborg har vi det nu heller ikke så ringe endda (husk nu på jeg er Jyde). Det er godt – og bliver bedre og bedre. Vi havde en fed indflytningssommer med familie og venner der både kom og arbejdede og kastede karma ind i huset til et par fødselsdage. Og min angst for ensomheden i provinsen blev dæmpet af at jeg lige pludselig fik og har succes med en forening der laver Poetry Slam på Fyn. Det er unge folk og fede venues – og projektet vokser og vokser bare. Rent arbejdsmæssigt er det lidt en kold tyrker i forhold til Island – men den skal snart bygges op igen et nyt sted, så der mulighed for at tænke visionært om fremtiden. Ungerne trives så heldigvis som gale og driver mig ofte til vanvid: Den store er ved at lære nye ord og prøver kræfter med dem a la ”Du skal ikke diskutere far” – den mellemste står viklet ind i sin flyverdragt og får et flip af DAMP-størrelse hvis jeg så meget som overvejer at hjælpe ham (KAN SELV, FAR!) – mens den lille vil vise at piger er tidligere udviklet end drenge og derfor frejdigt kravler op på ting og hoppesynger, selv om hun ikke er meget mere end et år. Grrrreat! Der er knald på fra 7-morgen til 8-aften, men det er også tit de samme unger der får os til at grine, og som heldigvis stadig syned det er sjovt at danse med far og mor inde i stuen. Huset er vi meget glade for og det er også nogle gode venner vi er flyttet efter – Frank, Louise, Ane og Andreas er alle rummelige og humoristiske folk med livlige unger, så den del af ligningen er blevet fint løst. I år 2009 har vi indtil nu ikke så meget på programmet. Eller, det passer så ikke helt – januar er fek.s. allerede booket op med besøg. Men huset skal – måske – have lavet havedør fra køkkenet, ny græsplæne og bålplads. Jeg skal have lavet mit undervisningsmateriale færdigt. Vi skal til Island, hvor jeg har en fernisering i Juli. Og Frank og jeg begynder forhåbentlig også at lave noget kreativ sparring, ligesom i gamle dage. Og som altid så regner vi jo med at få rigeligt med gæster der vil komme og udnytte gæsteværelset og passe vores børn en enkelt aften. Håber I har det dejligt derude og vi glæder os til at se jer…