Når parabolen bløder på Buddha

Da jeg i dag, i et anfald af anti-provins besluttede at spraye min parabol rød, kom jeg i tanke om at jeg engang tænkte, da jeg kørte forbi Stengade 30 og de gule blokke, at forskellen på os og de andre er at vi har parabolerne pegende i forskellig retning. Om de andre har den pegende mod Mekka er ikke pointen, men i landet hvor blå gummistøvler i visse egne ses som oprør, er det de små marginaler der tæller. Og jeg løb tør for maling – så lige nu har jeg sådan en “røde hunde” ramt parabol som absolut ikke egner sig som ungdommelig manifestation mod villa, cykelvogn og missekat. Allerede her kan jeg se min oldgamle storebror ryste godmodigt på hovedet af mig og tænke “tsk, tsk – prøver han stadig at kæmpe imod at blive voksen…” Bare fordi han har fundet sig godt til rette i nærheden af de 40. Eller det siger hans væg-til-væg beskeder ihvertfald. Og væg-til-væg beskeder lyver ikke. Men det var jo heller ikke det jeg skrev. Jeg skrev at det skulle være et oprør mod villavovhundvolvo konstellationen – og den har jeg ikke noget imod. Læs lige foregående sætning igen, Troels. For det passer. Det er okay. Det er faktisk ret lækkert. Og jeg behøver ikke undsige det med masser af “Hus og familie er okay, sålænge man bare….”. Nej. Det er ganske simpelt i orden. Jeg ved godt at min megaunge lillebror nu sidder og headbanger med sit hoved nu og tænker “Argh, Argh – hvem fanden er du? og gider du godt sige hvor du har gemt liget af Kim Linnet”. Jeg giver dig ret – “the bodysnatchers” er en mega fed agtig god film – men det rokker ikke ved min tilfredshed… Kom du bare ned og få lidt ævlekage, så du har lidt til at stå imod de kommende måneders julefuckester. Og bare rolig, den skamplet af en parabol jeg har pt skal nok være malet fin til den tid – med smilende hippiesol og det hele.

Og nu til noget ganske andet. Jeg har fået støtte. Det er optur. Tænk sig, mit psfyn.dk projekt har fået lidt økonomisk starthjælp fra Odense Kommune. Det var det samme der begyndte at ske på Island – de ting jeg lavede gav pote. Der kom folk. De var glade. De sagde “Mere, Kim, mere….” Så ranker man jo ryggen. Og jeg er allerede blevet spurgt om ikke vi vil være med til flere projekter, så det rykker lige pludselig. Og jeg er sikker på at det jeg lærte på Island er kodeordet. At arbejde i projekter – og et projekt af gangen. Og så at tro på sig selv og udføre projektet uden at spørge andre folk om deres mening. Det er en af de dummeste ting man kan gøre – specielt i Danmark. Så tak Island, I gav mig et puf i den kunstneriske retning, et puf der var stort nok til at det kører videre endnu. Og tommelfingre opad til Odense Kommune for at være mere end bare H.C. Andersen og Albani. Det er ret fede ting der sker i den 3. største by…

I resten af denne uge står den så på tværfagligt projekt i skolen. Alle klasser skal lave en avis og har en uge til det. Inspirerende, omfangsrigt og kreativt. Lige som man kan lide det. Og så lige lidt småting såsom reformatering af fruens computer, færdigmaling af parabolen, skrivning af 3 tekster til den fynske finale i poetry slam, overvejelser om scorm-formatet i relation til web-evaluering i lukkede prøveformer, Máni skal lære at sove uden ble, Óliver skal lære at gå uden ble, Róskva skal lære at sove uden at drikke mælk, tagrenderne skal renses, Buddha skal males færdig, undervisningsmaterialet til Island skal påbegyndes osv. Det bliver en af de rolige uger 🙂

- 1 kommentar til Når parabolen bløder på Buddha

One Reply to “Når parabolen bløder på Buddha”

  1. Húrra fyrir þér Kim og húrra fyrir samstarfi Íslands og Danmerkur.
    Spennandi.
    Þú ert að verða frægur????
    kveðja tengdó

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Discover more from emtekaer.dk

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading