Der var ingen konform provinsialisme. Ingen pressede bukser. Ingen ravsmykker. I et nabolag udgjort af betonsiloer, øvelokaler og en enkelt nedslidt grillbar ligger der et atelier som i sin attitude vrænger ungdom, frie tanker og løse tøjler udover Odense havn. Og der var jeg så i går. Hvorfor? Fordi Peter Dyreborg, som jeg arrangerer Poetry Slam 2008 med, havde inviteret mig til FLY #16, da han mente at det ville være formåltjenstligt hvis jeg kom og præsenterede idéen i en hob af litterært interesserede. Og det blev en superfed aften. Jeg fik slammet et af mine gamle digte, fortalt om mesterskaberne og talt med Poul R. Weile om Island, Berlin, kompressorer og akrylmalings viskositet. Jeg fik hørt fede digte, underfundige tekster og hæsblæsende monologer. Set spray malerier, drukket tæt og fik løsnet op. Jeg fandt igen noget det som jeg mistede da jeg flyttede fra Island. En række jævnaldrende som maler, skriver, spiller, udstiller og optræder fordi de ikke kan lade være. Og de har til huse i et dejligt stort, beskidt, inspirerende og råt industrilokale med højt til loftet. Og i foråret 2009 kommer der to islandske bands i en uge og laver installationer og musik – det skal nok blive godt. Det bedste af det hele? De vil gerne lege. Det værste af det hele? Busserne strejkede, så jeg måtte sove i Odense…
Tjek deres hjemmesider:
Poul R Weile // FLY // DaysOfARTandLove //
Good for you Kim og góða skemmtun.
tengdó
hæ gaman að heyra og áfram Ísland
Det var helt perfekt digterdruk, som det skal være. Ren sprut fra papbæger i en midterrabat og tilfældig crash hos en digter, fordi busserne ikke kører. Yeah.