Pigdæk og pind-is

Tegn på sommer er vel forskelligt fra sted til sted. I Spanien sætter de is i sangriaen. I Danmark får man en Weber-blødning og begynder at åbne øl. I Island skifter man pigdækkene ud med almindelige dæk – også på cyklen. Så det har vi gjort. Og så har jeg lige opdaget at jeg bor lige ved siden af Reykjaviks smukkeste dal. Der er et kæmpe område fyldt med klipper, vandfald, nåleskove og lange cykelstier. Det er helt fantastisk. Og området strækker sig mere end 10 km., hvilket gør det muligt at cykle fra min yndlingssvømmehal og helt ud til Nautholtsvik, som er lagunen med det opvarmede havvand og hvid sandstrand. Så Röskva og jeg har fluks fundet babystolen til Erlas cykel og er begyndt at komme ud af hulen. Det er meget tiltrængt. Ellers er familien begyndt at gøre de indledende øvelser til flytning, hvilket betyder pakning af kasser, opsigelse af net og telefon, indhentning af tusind latterlige cirkulærer til det danske a-kasse bureaukrati og andre fornøjelige ting. Folk omkring os er også begyndt at gå i panik, hvilket betyder at vi næsten bliver budt på middag hver eneste aften – hvilket er en velkommen følgevirkning af vores snarlige exit. Så sommeren er kommet og tiden flyver afsted…

- Ingen kommentarer til Pigdæk og pind-is

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *