Barselsbilleder

BRAT SAT PÅ plads i virkeligheden stirrede han med vantro på sin netbank. 800 USD for en aften i byen. Nasty. Det måtte have været en god aften i byen. Et enkelt klik efter gik han kold. Som modtager af et beløb på 750 USD stod Iceland Air. Febrilsk greb han telefonen og ringede til selskabet. En tæve med skabet islandsk accent fejede ham af bordet og sagde at købet så ganske afgjort ikke kunne refunderes. Han prøvede først at forklare hende at han han købte det stangvissen i byen, men det lod bare til at opildne hende i hendes korstog mod det gode humør og firmaets latterlige retningslinjer for positive public relations. En måned senere sad han og snavede med en pige i Reykjavik. Hun var blevet helt vild da han sagde han var fra Seattle og i sit stille sind takkede han Kurt og de andre fallerede grunge-helte for at have tilføjet byen flere kendetegn end et turistet fallos symbol og ustandseligt regnvejr. Men hun var for meget. Konstant i mobilen. Konstant på Sirkus. Konstant på arbejde. Og altid med en iPod fyldt med de seneste Pitchfork-darlings som han absolut og skulle høre – og helst synes var spræk eins og lækur. Fuck hende. Men den del af det klagede han ikke over. Efter et par måneders hormonalt inficerede måneder bød hun ham til Danmark. På en sviptur. Hun skulle shoppe. Han sagde ikke nej til en gratis flybillet. Og i Danmark lykkedes det så endelig. Af med hende. Da hun tog tilbage til Island, stod han og vinkede med krokodille fagter, imens han glædede sig til at folde vingerne ud igen. I et hus på jagtvej tog de godt imod ham. Da de hørte han ikke kendte en sjæl, og at hans kæreste lige var fløjet fra ham, gav de ham en madras på loftet. Og da de fandt ud af at han kunne svejse, så gav husets cykelsmed sig til at lave en cykel til ham ud af det bjerg af brugte cykler der lå op af Ungdomshuset. I de næste par uge lå han på et loft hvor der var signerede sort/hvid fotografier fra andre gæster på værelset – Björk, Sex Pistols. Han fik mad og nattely, de fik den ondeste barrikade der nogensinde er blevet svejset på en Københavnsk hoveddør. Og det hjalp. For da politiet kom, angreb de fra kranvogne og helikoptere. Efter det begyndte han at arbejde som freelance frisør og sove rundt omkring hos folk og i parker. Tiden var begyndt at blive sløv i det, da hans ven fra England ringede. Om han ikke kom over til London? Jo, da – gider du betale? Og et par uger senere stod han så i London – efter at have afgivet løfte om gratis klipninger resten af livet. Igen blev dagene fyldt af fandenivoldskhed, tågede branderter, spordiske silikonebryster og åndssvage kunder der ville klippes som David Bowie i “Troldkongens Labyrint.” Hun ringede til ham efter en måned. Spurgte om ikke han ville komme til Island. Hun skulle nok betale. Og nu stod han her. På Gallery Gel og klippede hår. De lejede en lejlighed sammen i midtbyen – og han var lige blevet far. Han var ikke helt sikker på om han skulle have flere børn. Endsige om han skulle have fået det første. Og mens han fortalte sin historie, så så det ud som ham danskeren i stolen nikkede genkendende til flere passager. Han sagde tak for klipningen og godt liv inden han gik ud med ordene “Kom, Máni, lad os gå hjem og vise mor garnet…”

EN KYLLING DELES i kvarter ved et skråt snit mellem bryst og lår. Fuck. I starten af tiden sammen skulle hun imponeres med revet citrongræs, stegte rejer, frisk koriander, fløde og karry. Nu, tre børn senere og en islandsk valuta krise oveni, så stod han og bandede af en halvfrossen kylling og en kogebog der talte til en som om man var præmiestudent fra landbohøjskolen. Lår, vinger, bryst. Hvor fanden skulle man vide det fra? Bed mig om at skifte en BIOS jumper på motherboardet, det er da til at forstå – men det her… Og selvfølgelig skulle de sidste måneder på øen blive hektiske. Der skulle trækkes så meget som muligt ud af dem. Inden livet blev overdraget til de fynske alper. Så derfor var det endt med halvfrossen kylling – så måtte tiden til citrongræs komme igen når ungerne engang var blevet store nok til selv at tage sig et glas vand.

BLANDT HORDERNE AF islandske arbejdere var det sociale liv fra den ene dag til den anden blevet nulstillet. At være på barsel her var en blandet fornøjelse. Der var rungende tavshed gennem den rodede lejlighed, kun afbrudt af de obligatoriske stunder med datteren omkring spisning og hygge. Radioen var fyldt med værter der var mere taleglade end lærere og afbrudt hyppigere af reklamer end TV3 på en stolt dag. Computeren var begyndt at stå tændt hele dagen, men selv den var efterhånden blevet ret ligegyldig. Og det islandske sprog gled også mere og mere i baggrunden. Så nu sad han her. Stiv af kaffe, i rodet fra gårsdagens børnepasning og ventede på Godot. Foråret havde ombestemt sig og byen lå igen dækket af sne. Netprojektet som han havde over nedsejling var intetsigende, sikkert også på grund af manglende sparring fra kompetente folk. Så i stedet var han begyndt at læse. Sikkert heller ikke det værste man kunne gøre. Knud Romers debutroman. Og Michael Laudrups Tænder. Og Haruki Murakemi. Og det virkede meget godt. Gav lidt fred. Og han glædede sig også til at datteren blev frisk igen efter penicillin-kuren, så de igen kunne komme lidt ud.

OG TIL SIDST, lige inden han slukkede, kunne han ikke lade være med at lave en lille test af YouTube og Flickr – nu da Flickr endelig havde fået video support. Med en ret interessant begrænsning på 90 sekunder. En grænse som hans yndlings videoblogger, Matti, også havde fundet frem til. Og så slukkede han. Og gik ud i livet…

- Ingen kommentarer til Barselsbilleder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *