Endnu en tur med de glade, kristne guitar hippier i Reykjavik.

Vi er stadig ved vores fulde fem. Knap og nap. Er ikke helt sikker på at det kan anbefales ikke at planlægge påsken. Selvom det nu er gået ganske fornøjeligt – den har helt sikkert haft sine glimt af uforglemmeligheder. Som nu fek.s. i går da vi spontant besluttede os for at male os i hovedet, for ligesom at peppe dagen lidt op. Det var også ret sjovt – men nærmede sig grænsen til det absurde da jeg måtte skælde Máni ud på et tidspunkt, og sidde mad alvorlig stemme og kulørt i hele hovedet og sige at han skulle opføre sig bedre. Eller da jeg i dag, til Inga og Niclas´ dåb for tredje gang blev sendt med Máni og Óliver i børnegudstjeneste, fordi Erla igen havde fået os inviteret til barnedåb. Og hun er jo den voksne og skal være med til højtideligheden, så jeg har fået tjansen med at passe unger. Og jeg kan godt klare det – men det ændrer ikke ved at det altid er lidt særligt at sidde og jalla ud på islandsk og klappe i hænderne med Lovord om Jesu, alt imens en glad, fro og trind kristen gutarspiller giver den gas med store fagter som man prøver at følge med på. Fordi Máni til stadighed sidder og kontrollerer om han gør det rigtigt, ved at følge sin fars bevægelser. Halleluja. Men nu sidder vi mætte og glade her efter en påske fyldt med noget så islandsk som familie og mad. Og så skal vi traditionen tro over til søndagsmiddag hos svigerfar. Jeg tror jeg revner. Vi ser om vi kan overkomme billeder lidt senere – jeg ved I alle venter spændt 😉