Komplottet mod Danmark

 
Islændinge beklager sig jævnligt over, at danskere ikke ved ret meget om deres land. Der er ligefrem dem, der mener, at det skulle være en lille ø vest for Jylland. Og når de mener det, er det måske, fordi det er sandt. I mange århundreder var Island en dansk ø vest for Jylland.

Jeres konge var vores konge. Vores land var jeres land.

Det er nok derfor, vi bliver fornærmede, hvis I ikke ved noget om os. En irer i London risikerer aldrig at blive spurgt: »Irland? Er det ikke en af Shetlandsøerne?« Så husk nu på, at Island er en stor ø ud for Grønlands kyst (og Grønland er i øvrigt dansk, hvis nogen skulle have glemt det).

For os er Danmark som en mor. En gammel mor, der bor i et stort gammelt slot, hvor hun har masser af hunde, horder af tjenere og ryger mange cigaretter. Før i tiden boede vi hos hende. Hun behandlede os … tja, som en mor. Men hun ville ikke have, at vi flyttede hjemmefra. Hun beholdt os derhjemme alt for længe i et lille værelse nede i kælderen, hvor hun kun kom ned og besøgte os en eneste gang. Det lykkedes os til sidst at flygte, mens hun havde travlt med at blive voldtaget af en tysk soldat, og nu har vi i et godt
stykke tid levet alene. Vi er alle sammen blevet voksne. Vi har endda fået arbejde. Og en kæreste. Ja, vi havde en kæreste. Og hun var ret beset en han; en amerikansk soldat. Det var en slags bøsseforhold, der ikke kom nogen born ud af. Men han gik fra os sidste år. Nu er han mere interesseret i muslimer. (Fodnote: Det amerikanske luftvåben nedlagde sin base ved Keflavik sidste år efter at have »forsvaret Island« i halvtreds år).
 
NU er vi enlige og føler os temmelig hotte, fordi vi er så cool. Alle kan lide os. Vi er på mode. Vi har Björk og Sigur Rós, Den Blå Lagune og Reykjaviks natteliv. Vi har masser af penge og kan godt lide at bruge dem.

Den største forskel på islændinge og danskere er faktisk indstillingen til penge. Danskere kan godt lide at spare penge, for de har planer om at tage til Florida i 2012. Der er allerede bestilt plads på hotellet. Et rygeværelse til den gamle dame. Og fire billetter til Disneyworld den 10. juni 2012.

Vi islændinge lægger aldrig planer. Vi kan ikke engang planlægge en frokost, før den er forbi. »Ja, vi besluttede at gå ud og få lidt at spise,« hører jeg somme tider min kone sige til sine veninder i telefonen, når vi sidder midt i frokosten, selv om vi aldrig har besluttet noget. Vi gik tilfældigvis bare ud for at spise frokost. Vi bruger kun udsagnsordet »at beslutte« i datid. (Det er derfor, alle ægteskabelige skænderier og i øvrigt også politiske debatter som regel kredser om de samme vendinger. »Det har jeg aldrig sagt!« – »Jo, du har!« – »Okay, så har jeg sagt det, men der blev ikke besluttet noget.«)

Vi lægger aldrig planer for fremtiden. Det skyldes, at vi i så mange århundreder har levet i et skizofrent land med is og ild, vanvittigt vejr og vilde vulkaner, høje søer og lave forventninger. Vi har aldrig været sikre på, om alle ægtemændene nu også ville komme hjem, når de havde været på fiskeri, eller om en pludselig frostnat i august ville ødelægge alle afgrøderne. Vi har aldrig kunnet tage noget for givet med undtagelse af den danske konge og droning og deres længe ventede tur til Florida i sommeren 2012.

Vi lægger aldrig planer, og vi bruger alle vores penge med det samme. Det anses for at være en synd at spare penge sammen på Island. Og vi er et kristent samfund …

Traditionen med ikke at spare penge op skriver sig fra den tid, da vi forlod vores danske mors hus. Før den tid så vi aldrig noget til penge, og da vi første gang fik penge i hånden, blev vi så henrykte, at vi brugte dem alle sammen på en weekend. Vi måtte optage et lån for at klare os resten af måneden. Lige siden har islændinge elsket lån. Nogle af os optager lån for at betale andre lån ud. Vi bekymrer os faktisk aldrig om penge, for vi ved jo, at vi altid kan få et lån. Islændinge opfatter ikke en bank som et sted, hvor man opbevarer penge, men derimod som det sted, hvor man henter dem.
 
Ikke-opsparingen har også noget med inflation at gøre. Vi er alle sammen opflasket med inflation, det post-koloniale helvede, som alle tredjeverdenslande skal igennem, før de kan komme med i superligaen. I min ungdom voksede inflationen år for år og toppede med 120 procent på min tyveårs fødselsdag. At have penge på lommen var ligesom at have sne i lommen. Hvis man fik fat i tusind krónur, skyndte man sig hen til den nærmeste pladeforretning og købte den nyeste lp med ELO. Hvis man mødte sin tante på vejen og var nødt til at snakke lidt med hende, måtte man nøjes med at købe singlen.

Tiden åd pengene op, som en rotte æder ost.

I stedet for at spare penge op bruger vi dem. Vi får dem til at arbejde. Eftersom Island er et lille land, kan vi ikke bruge dem alle sammen derhjemme. Så nu bruger vi dem her i Danmark. Mens I har travlt med at tælle jeres sparepenge til den der uge på et hotel i Florida, har vi travlt med at opkøbe alle de bedste hoteller i København. Og alle butikkerne. Og alle aviserne. Og alle rejsebureauerne og flyselskaberne. De er alle sammen islandske nu, som I
sikkert ved. Men I må udvise lidt overbærenhed. For det betyder meget for os. Det må I forstå. Det betyder virkelig meget for os islændinge at købe så mange danske ting som overhovedet muligt. Det drejer sig om selvrespekt og om at blive voksen som nation. Det er lidt ligesom når en lille rapper får succes i stor stil og køber et nyt hus til sin mor bare for at vise hende, hvor godt det går for ham, eller for at gøre hende stolt. Derfor beder jeg jer, kære danskere, om at sælge så meget, som I kan. Vi vil for eksempel gerne overtage Tivoli og Legoland. Mange heroppe vil sætte pris på det. Og måske kan vi også få Amalienborg.

Så køber vi selvfølgelig et nyt hus til hende.

I må forstå, at det er et led i en ny overordnet plan. Overtagelsen af jeres dyreste ejendomme en for en er kun begyndelsen til en stor overtagelse. Om den skal være fjendtlig eller ej, det er op til jer.
 
TAg os det nu ikke ilde op. Prøv at forstå os. Det er vel kun rimeligt. I har jo koloniseret os i 600 år. Nu er det vores tur til at kolonisere jer. Det bedste, I kan gøre, er at affinde jer med jeres skæbne hurtigst muligt, holde op med at klynke så meget i pressen over islandske forretningsmænd, der køber dit og dat uden at have en krone på lommen (det er jo et spørgsmål om at låne, husk det) og gøre jer klar til 600 års islandsk overherredømme – 600 år, hvor I skal høre på Björk og læse romaner af Helgason. I stedet for dronning Margrethe får I en præsident. Han hedder hr. Grímsson, er en stor ikke-ryger, gift med en glad og sexet societydame fra London og har to smukke døtre, der begge er lykkeligt gift. I skal nok lære at holde af ham. Jeg tror endda, han taler en smule dansk. Med tiden vænner I jer såmænd også til jeres lands nye navn: Danmörk. Men bare rolig, Tomasson bliver ved med at spille på landsholdet, nu bare iført Islands blå trøje. Og selv om vi er nødt til at lukke alle universiteterne i København, vil jeres børn stadig kunne studere i Reykjavik (Islands hovedstad og sæde for jeres nye regering). Så lærer de i hvert fald, hvor Island ligger.

Kære venner, jeg siger med sindsro: »Það er gott að vera Íslendingur.« Det er godt at være islænding. I vil komme til at elske det. I skal bare lære at slappe lidt af, holde op med at spare penge op, aflyse turen til Florida, drikke jer fulde og købe hele butikken i stedet for at nøjes med en sweater. Tænk stort. Vær cool og bliv koloniseret!

Jeg kan garantere, at det betaler sig. Efter seks hundrede års islandsk overherredømme vil I være parat til at kræve selvstændighed og få verden til at rocke. Jeg kan varmt anbefale det.
 
DER er dog lige én ting, som vi ikke vil »islandisere«, men lade forblive helt dansk. Og det er den danske sædbank. Danske Sædbank (en filial af Danske Bank). Den har vi ikke i sinde at røre ved. Da der er så få mennesker i Island og alle kender hinanden, tør ingen sætte deres sæd i banken. Man vil ikke risikere at møde sin syvårige sædbanksøn i indkøbscenteret sammen med hans lesbiske mor og lesbiske far. Og som allerede nævnt er det simpelt hen ikke en del af vores kultur at opbevare ting i banken. (Faktisk er alle banker i Island tomme, som man sikkert har læst i Berlingske Tidende eller Ekstra Bladet).

Alle homoseksuelle par i Island tager til Danmark for at blive kunstigt befrugtet. Det er meget populært for tiden. Alle lesbiske par i Island har danske børn. På længere sigt kan det godt blive et problem for os. Med tiden vil lesbiske kvinder få flere og flere børn, som er halvt lesbiske og halvt danske. Og med alle de homoseksuelle gener (donorerne er for det meste bøsser med overskæg fra Aalborg, der drømmer om at blive fædre) er det overvejende sandsynligt, at børnene også bliver bøsser. Den største risiko er så, at de bevarer familietraditionen og bliver kunder i Danske Sædbank, når de bliver voksne. I så fald får vi lidt efter lidt flere og flere halvt homoseksuelle, halvt danske børn i Island, som kan ende med at blive et mindretal: praktiserende danske homoseksuelle fundamentalister, også kaldet »De Sædelige«. De vil alle sammen bo i det samme kvarter i Reykjavik tæt ved havnen, som de lokale vil give kælenavnet »Bøssen«. Her får de deres egne barer med navne som »Dronning Henrik«, »Den Lille Bagfrue« og »Dansk Smørerøv«, hvor de kan udvikle deres egne traditioner, deres egen kultur og endda deres eget sprog, der vil lyde som en bøsset udgave af dansk og derfor minde ganske meget om svensk.

I kommende tider vil »Sædderne« føre kampen for dansk uafhængighed og udvikle deres egne IRA- og ETA-lignende terroristorganisationer, som med jævne mellemrum sprænger det islandske jetsets private jetfly i luften eller skyder embedsmænd ned. Lidt efter lidt giver vi efter, og I får lov til at have jeres egen forfatning og jeres eget lille Folketing, som dog nok bliver nødt til at samles på Hviids Vinstue, eftersom Baugur Group har købt folketingsbygningen og indrettet den som sit skandinaviske hovedkvarter. Men på Hviids vil man også kunne diskutere vigtige spørgsmål, eksempelvis om bronzestatuen af præsident Grímsson skal stå på Rådhuspladsen eller på Præsidentens Nytorv. Noget senere får I jeres egen minister, selv om han ikke får plads i Det Islandske Storparlament eller ved ministermøder. Og lidt senere endnu får I lov til at flage med dannebrog igen og læse H.C. Andréssons eventyr på originalsproget.
 
I 2607 bliver I så langt om længe uafhængige igen og bliver fri for det islandske styre. Den kulturelle indflydelse forsvinder imidlertid aldrig. Den fjernes ikke med en simpel erklæring. I vil blive ved med at spise fårehoveder, drikke brennivín og bede om en hotdog »med det hele«. Kaupthing Kirke og Hekla Indkøbscenter står der stadig, og I hver eneste by fra Esbjerg til Amager vil der være en Laundromat Café. Statuen af Grímsson bliver ikke revet ned, og Baugur Groups symbol vil stadig kunne ses øverst på folketingsbygningen. Det danske sprog vil være fuldt af islandske ord og vendinger, og I bliver dybt fornærmede, hver gang en islænding ikke ved, hvor Danmark ligger.

Sådan ligger landet, kære danskere. Denne artikel er skrevet for at gøre det nemmere for jer at acceptere jeres skæbne og glæde jer til den islandske fremtid. I bliver såmænd ikke mindre danske af at være islandske i et par århundreder. Det vil kun styrke jeres nationalfølelse og gøre jer mere stolte af danskheden. Det har i hvert fald været vores erfaring. Vi har meget at takke Danmark for, og nu er vi omsider i stand til at sige tak med manér.

Kilde: Hallgrimur.is

Blogged with Flock

- 3 kommentarer til Komplottet mod Danmark