Alle mennesker har været små en gang

I morges var Máni meget træt, så han fik lov til at sove lidt længere end han plejer. Han plejer at vågne som den første og ofte med masser af energi fra morgenstunden af. Men i dag kørte Kim og Óliver sammen af sted og Máni vågnede stille og roligt her med lille søster og mor. Han er dog en rutine dreng, og syntes det var svært at det var blevet for sent til at få morgenmad i børnehaven (som han plejer) og ville gerne blive kørt i børnehave (som han plejer), men udover det havde vi en god morgen herhjemme og så gik vi over i børnehaven. Det er en ret lang tur og vi fik snakket meget på vejen. Først handlede det kun om frosten og sandet der blev sat på fortovene, om hvor amma og afi boede nu og hvem der boede i deres hus, om fars skole (som vi gik forbi) og om at børn ikke må ryge men bedstemor har sådan en sjov maskine, hvor hun laver cigaretter i og nogle gange må jeg prøve den og det er sjovt. Altså bare sådan lidt almindelig snak. Men så kom de store emner lige pludselig da Máni udtrykte at han ikke ville blive gammel og dø. Og om alle blev gamle??? Heldigvis var det kortvarigt, da vi gik forbi løver og masser af julelys. Jeg har taget snakken om døden med ham nogle gange før, husker en nat i Stege, hvor han ville have styr på det og endte med at sige, først bliver man gammel, så får man stok og så dør man. Puha. Og jeg selv synes det er utrolig svært at forholde mig til døden, synes det er ubehageligt at tænke på og alligevel ved jeg jo, at den er uundgåelig og venter os alle. Men som sagt, et af de svære emner. Da vi nåede lidt længere kom et lidt sjovere emne på banen, men måske ligeså svært. Hvordan laver man børn og der forklarede jeg om ægget og sædcellen (er det måske lidt tidligt? :)) og at ægget så voksede og blev til et barn og hvordan kunne det nu lade sig gøre? og hvordan blev alle større og jeg skulle også bare vide at alle mennesker har været små og så vokser de. Alle!. Og da vi var nået der til, var vi heldigvis også nået over til børnehaven, hvor Máni blev afleveret med røde kinder, trætte ben og en trænet talemuskel…. moren gik hjem igen og fik lidt ro på sit hoved 🙂