Prøve

på at skrive om noget der fylder meget hos mig nu. Jeg ved ikke om blog egner sig til rigtig ærlig snak. Jeg tænker jo på hvem der læser og har ikke altid lyst til at udlevere mig totalt. Man vælger hvilket billede man fremstiller og man vælger jo hvad man skriver om. I mit tilfælde skriver jeg mest om vores hverdag og børnene. Men nu har jeg lyst til at skrive lidt om mit problem. Og uden den friske maske…..

Vi har jo besluttet at flytte tilbage til Danmark næste sommer (selv om man selvfølgelig ikke kan være sikker på at vi gør det før vi er der). Denne beslutning er baseret på en hel masse tanker omkring bl.a. vores hverdagsliv og økonomi. Og vi er enige, Kim og jeg. Men jeg har det svært med det. Jeg har lyst til at blive helt gode venner med ideen fordi jeg ikke har lyst til at sidde i et fedt hus og det hele kører og så alligevel være lidt småbitter over det hele og på mine dårlige dage beskylde Kim for at jeg skal undvære min familie. Selv om jeg ved at de kommer og besøger os, og vi kommer til Island på besøg, så er det ikke det samme. Men jeg er med på ideen og synes det hele er meget fornuftigt. Og jeg tror også at det bliver godt. Men det fylder hos mig, måske også fordi jeg har tid til at tænke over det. Og måske fordi jeg synes det er fantastisk at bo så tæt på min familie og jeg har virkelig ikke lyst til at undvære dem igen. Og vi skal til at hive vores børn ud af deres omgivelser igen igen. Jeg synes det er svært. Og det er svært at vide hvad det gør ved dem og os og jeg har lyst til en eller anden forsikring af, at det nok skal blive godt, men hvem kan love mig det? Beslutningen og det at flytte igen, er måske bare lidt større end som så. Da vi flyttede herop, havde vi jo en aftale om at prøve i 2 år og den overholder vi så, men det er noget andet at flytte tilbage på ubestemt tid. Men da vi flyttede herop, var det lidt sådan “ja, lad os prøve i 2 år og så kan vi jo altid flytte tilbage til DK”. Det lyd så nemt. Jeg vil bare gerne fordøje det hele, sådan at jeg er klar til foråret, at jeg ikke går i panik, men kan glæde mig over det nye skridt og over endelig at vi får hus med plads og have. Fordi det er det vi stiler efter. Og det glæder jeg mig også virkelig til. Jeg er klar til at investere i en bolig og falde lidt til ro, hvad end det betyder. Jeg har brug for at kunne bruge mine kræfter på andre ting end at flytte og falde til. Så derfor er det ikke bare et stort skridt, men tiltrængt. Jeg gider ikke liste alle de gode ting ved at være i Dk op, fordi den her post handler ikke om fornuften i det. Den handler ikke om at jeg har et bagland i Dk. Den handler om mine følelser omkring det hele og at jeg nok bliver nødt til at finde ud af bearbejde dem, så jeg kan være glad og tilfreds og nyde – komme fri fra mine bekymringer og kedafdethed over det. Det vigtigste er jo, at vores lille familie fungerer og alle har det godt. Det der måske også er lidt svært er, at jeg har ikke nogen at dele det med, fordi jeg jo er alene i min situation. Kims situation er en anden. Så vi er ikke fælles om den her proces. Den er kun min.

Det var det. E