Heima

Derude langs kanten af Island lever de også. Som de har gjort i generationer. Og mens den islandske vind blæser ned fra fjeldene og havet tager sine ofre, så står de imod, står sammen, lever, elsker og dør. I går var jeg inde og se premieren på Sígúr Rós nye dokumentar film “Heima” om en spontan tour de lavede sidste år, hvor de i 2 uger rejste rundt på island og gav gratis koncerter. For at give noget tilbage til det land og det folk der har støbt dem. Man kom til at knuselske de kære islændinge ude på landet. Dem der står på den anden side af posh-wannabe RVK 101, i deres uldtrøjer og slidte bukser og lader sig bjergtage af en fandinvoldsk koncert i den gamle, nedlagte fiskefabrik. Nu er bandet så også ret sublimt, med både horn, celloer, trædeorgel, akustisk bas og så videre. Og filmen dvæler ved forfaldet, ved det håndgjorte og ved det storslåede. Og er med et stort centrum placeret i musikken, i stedet for “Rocket Brothers agtig” socialrealisme om “interne spændinger i bandet” og deslige. Hvis filmen kommer til Danmark, så gå ind og se den. Den er et meget præcist portræt af det oprigtige Island som findes uden for byens flimmer…

Filmen er åbningsfilmen til Reykjavik International Film Festival som startede i går. Og som selvfølgelig har alt for meget at byde på. Men en af tingene vi blandt andet skal, er at daffe i svømmehallen lørdag aften og se – og høre – film som bliver vist på bunden af det lokale svømmebad. De starter med lidt børnevenlige ting, hvorefter de viser den originale “Jaws”. Der tror jeg så nok vi tager hjem 😉 Well, hygge derude. Og bare rolig Sólrún, jeg skal nok snart skrive om nogen spændende computer-ting, så du ikke kommer til at kede dig…

PS: Og hey Frank, giv din kvinde en sang på din fiol og sig tillykke fra os oppe nordpå…

- Ingen kommentarer til Heima

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.