De var helt op at flyve over rugbrøddet idag. Sikkert fordi den lokale udgave på øen her ligner rugbrød, men smager som sød kage. Inspektøren var selvfølgelig ikke videre miponeret over at jeg blandt sild, æg, kartofler, leverpostej og rødløg havde sat en halv flaske gammel dansk. Det var alligevel for meget. Det vidste jeg jo godt – folk havde sagt at det ikke var det smarteste at gøre. Men der er jo ikke noget sjovt ved en indvandrer-frokost, hvis ikke den er så nationalpatriotisk som muligt – og dansk påskefrokost med sild er altså inklusive snaps. Så husker de mig nok også bedre.
Nå, lad det nu ligge. Det var rugbrøddet vi kom fra – og det der med at kende sine islændinge. At jeg havde holdt en 50 år gammel dej levende i tre år, synes de var så ærefrygtindgydende at de behandlede de to portioner jeg havde med som relikvier. Og med hensyn til at kende sine islændinge, så er de jo ekstremt mad-glade heroppe. Mad har vel også stået som noget der var ret godt at se frem til, efter man havde redet over fjeldene, fået lava i øjnene og ens hest var blevet kogt i en geyser. Og hvad skal man lave om vinteren når frosten er på minus halvtreds, solen er oppe i 20 minutter og selv fårene begynder at se lidt beklemte ud? Spise, spise, spise.
Ihvertfald var alt glemt om evt. utilfredshed med min lærergerning, og højlydte protester om min afgang samt lovning om vikararbejde fløj gennem lokalet. Så nu går jeg mod min sidste time og skal også lige havde ryddet op efter mig – det er jo ikke sikkert at min efterfølger synes at tilfældighed er et godt princip at kategorisere efter. Fremtiden? Den starter ikke før imorgen.
