Kører man 45 minutter nord for Reykjavík kommer man til Akranes. Byen ligger ud til havet og kan udefra føles øde og stormomsust. Der er ikke meget liv i gaderne til hverdag. Men livet er ved at vende tilbage. Efter tunellen er kommet, er folk begyndt at flytte tilbage, og fra at have et enkelt lyskryds og et supermarked, har de nu fået to (selvom det ene kun er en fodgængerovergang) og de store kæder som Bonus og Kronan er ved at opføre mastodont supermarkeder. Huspriserne er stadig forholdsvis billige herude, og for børnefamilier er der alle de fritidstilbud man kunne tænke sig.
I dag holder Løgreglerne (islandsk for politiet) på hovedgaden med blinket tændt. De mange fakler bag bilen brænder i kontrast til det blå blink. Der er ikke tale om nørrebrosk revolte, men derimod en samling af flere hundreder mennesker som skal gå i procession gennem byen for at skyde julen af. Det er nemlig i dag at den sidste af de tretten julemæmd tager hjem til deres mor, den store, sorte altædende julekat. Forrest i optoget går byens teenagere klædt ud som julemænd og elvere og derefter kommer byens indbyggere med hænderne fyldt af unger, madpakker, klapvogne og fakler. Den arktiske vintersol er ved at sænke sig igen, klokken er trods alt også 16:00. Taktfast går vi efter løgreglerne, til lyden af særegen islandsk visesang og garde-trommespil fra frontløberne. Efter en længere gåtur ned langs de kolde skumtoppe ved havet når vi til det store bål. Et bål der ser ud som om det er bygget af kæmper – kæmper som ikke vidste hvad de ellers skulle bruge deres europaller til. Oppe fra blokvognen istemmer et band indtil flere kendte børnesange og vi danser rundt om bålet mens vi synger “Jeg gik mig over sø og land” og “Så går vi rundt om en enebærbusk” på islandsk. Glødestormen og røgen generer Óliver lidt, men ikke nok til at stoppe ham i at danse.
Bålet falmer efterhånden og jeg lægger mig på det sorte grus sammen med Máni og stirrer mod aftenhimlen. Pludselig eksploderer himlen i farver og et fyrværkeri der overgår tivolis midnatsforestilling slutter endelig aftenen af med et brag. 997 tons fyrværkeri er blevet brændt af i Island i år. Jeg gætter på et par tusind af de kilo må være fra i dag.
Med iskolde tæer og næser går vi over i idrætshallen ved siden af og ser kåringen af årets sportsidioterstjerner og får en varm kop kakao. Hvorfor skal idræts prisuddelinger altid spille Phil Collins eller eurodance?
Mánis fingre er ved at fryse til is, men han insisterer på at skyde de sidste håndholdte romerlys af mod havet. Fætrene kommer og skyder med. Da årets allersidste fyrværkeri brænder endeligt ud tager jeg ham i hånden og vi går ind til bedstefar og får varm mad…
