Så har vi prøvet det…
For tre år siden sad vi i København med en dejlig unge, vi var færdige med uddanelse og var på vej til at blive opsagt i lejligheden i Hostrups Have, da vi ikke just var læger. Vi havde selv en lyst til at prøve at bo på landet – men jeg selv var skrækslagen ved tanken om den store, truende tosomhed, langt væk fra vennerne. Da Jerry derfor ringede og spurgte om vi ville være med til at købe skolen på Møn virkede det som en oplagt chance for at slå to fluer med et brag. Så præmisserne for vores beslutning var helt iorden. Det var billigt. Det lå smukt. Det var nemt at få job. Det var sammen med andre unge og andre børnefamilier. Alt i alt så det meget lovende ud.

Den første tid…
Den første tid af vores ejerskab boede vi stadig i København, og betalte dobbelt husleje for vores lille billet til paradis. Vi tog derned og boede bohême-agtigt i weekenderne, og satte den lejlighed istand vi havde valg – et af de absolut mest faldefærdige stedr på skolen. Vi havde valgt den fordi den var billig, og fordi jeg synes det kunne være sjovt at skabe sit eget fra bunden. Det var en tid med madrasser på gulvet, stearinlys, nøgne glødepærer, en kravlende Máni og hyggeligt samvær med de andre…et østmønsk paradis!

Flytningen
Vi fik begge job ret hurtigt, på hver sin skole. Sommeren var i fuld flor, og da jeg så Máni stå for første gang med sit hoved fuld af jordbær saft og Gry ved sin side, var jeg sikker på at vi havde truffet den rigtige beslutning. Der var grill aftener, fællesmøder, fællessang og meget andet.

De første tegn
Men det var faktisk allerede her de første tegn viste sig. Det første tegn på at der var to vidt forskellige tankesæt omkring stedet og hvilken vej det skulle udvikle sig. Da mit “Kør Stille – Vi leger” skilt i indkørslen blev savet ned fordi det skæmmede, og andre synes legetøjet i gården var noget der rodede, kunne jeg godt se at det ikke skulle blive en dans på roser. Jeg tror at jeg, Erla, Claus, Zenja og Tina var blandt de sidste der blev spurgt. Jeg tror vi blev spurgt på grund af økonomien. Jeg tror at københavner-drengene havde drømt om en landlig frizone hvor de kunne dyrke deres græs, holde abefester og opføre sig uden grænser. Og at de ikke kune købe stedet uden os. Men så kom vi, børnene og legetøjet i vejen…

Det springende punkt
Vi satsede på projektet. Vi flyttede fra vores lejlighed, vi købte bil, vi fandt lokale job. Vi stod fast på at vores nye navle var østmøn. De andre blev ved med at holde døren på klem til København ved at beholde deres lejligheder, ved at beholde deres jobs. De turde ikke tage det fulde spring. Og det er sikkert også medvirkende til at læsset nu er væltet.

Bitter?
Tja. Måske nærmere lidt harm. Jeg troede på et projekt som jeg involverede min kone og mine børne i. Jeg har brugt 200.000.- i investeringer i nye biler, dobbelt husleje og istandsættelse. Men hvad tuder jeg over? Jeg er et voksent menneske, og alt jeg sidder i nu er jo skabt på et grundlag af bevidste valg. Der er vel ikke nogen part af min nuværende situation som jeg reelt set kan beskylde andre for at have forårsaget. Nej. Ikke direkte. Men jeg kan godt ægre mig over at have stolet på en række mennesker, som i sidste ende ikke var deres ansvar bevidst. En række forvoksede teenagere, som ikke tager det ansvar på sig det er at købe fast ejendom til over 2 mill. sammen med andre.
Det kan gøre mig pissed. Men nu er det sagt – og så skal jeg nok forlade den føelelse. Jeg vil istedet vise medfølelse for de kære små drenge, og prøve at huske på at de også kun gør det de gør ud fra grundige overvejelser der passer til deres virkelighedsopfattelse. Og så harm er jeg heller ikke. For jeg fortryder ikke et sekund at vi har prøvet det. Vi har lært en masse, mødt andre fede mennesker, startet som lærere, fået dejlige Óliver, haft fede fester, sejlet gode sejlture, bygget sauna, været til koncerter, grinet, hygget, set film, snakket og er blevet både ældre, klogere og smukkere som mennesker.

Så kan jeg lære det
Så nu har jeg både prøvet at bo landet og bo i bofællesskab. Og det er sket inden jeg er fyldt 30 år. Meget godt gået… Og jeg har da lært nogen ting:

1. Jeg skal ikke bo på landet. I skismet mellem natur eller kultur, så ligger mit hjerte hos kulturen og den urbane udfoldelse.

2. Bofællesskab? Ja, måske. Det er ikke så ringe endda, med de rette folk og med det juridiske indrettet på en fornuftig måde så er bofællesskabet klart en af mine favoritter. Egen andel med køkken og bad, og så ellers fællesspisning, fællesmøder, fællessang osv. så er der store fordele at hente i fællesskabet.

3. Jeg er blevet en anelse mere fræk med værktøj. Godt at kunne nogen basale dansetrin indenfor handyman-verdenen.

4. Jeg har (endnu en gang) lært at sige fra. Så min fars evige bekymring om jeg nu ‘er for dumme-god’ kan han godt droppe. Jeg lider ikke længere af den sygdom der hedder “alt for flink”

5. Lært at grovsortere i andre folks bekymringer og problemer. Hvad er reelt problemer man skal lytte til, og hvad er ‘pyller-pyller, jeg trænger til et knus’.

6. Vigtigheden af det sociale netværk, gode fester, samarbejde, ansvarsuddelegering og at andre mennesker sagtens kan gøre det godt og rigtigt.

7. Sortere dem fra der ikke giver noget personligt tilbage. Folk som suger energi og som ikke giver noget brugbart igen skal jeg prøve at få udfaset fra mit liv. De er tidsspilde.

8. Folk som har noget at byde på, det bare være sig en personlighed , skal jeg prøve at holde fast i…

Fremtiden
Lige nu flytter jeg ind til Stege sammen med familien i en lille cozy-treværelses villa lejlighed. Tæt ved roklubben, arbejdet og indkøb. Og så må vi se hvad fremtiden byder på.
Ihverfald er Magleby nu ikke længere et ansvar, men blot en irriterende månedlig udgift indtil det er solgt… Og solgt, det skal det jo nok blive på et tidspunkt, for stedet er stadigvæk i uovertruffen lille perle, det gik bare ikke for os. Så videre, bare videre mand, videre der er mere land. Videre, der er meget vi skal nå, videre, der skal kog på!

Love’n'all – Kim.

…og tusind tak for hjælpen og samværet til alle jer der har set os de sidste 2 år hernede på Møn…

James blunt skulle fanme ristes over sagte ild. Der sidder man og synes egentlig han har gjort det hædeligt med sin Your Beautiful, men fanme om man så ikke skal øre skamferes med hans forfærdlige tude sang “Goodbye my lover”. Man kunne ligså godt ha’ sat Máni til at hamre i et klaver med en skovl og så nevet en ko i yveret – det ville med garanti have været mere spændende, og måske endda mere sigende… Jeg blev bare lige nødt til at sige det.

Og nåh ja, velkommen til emtekaer.dk Version 5…nu med plogger.