Så har vi prøvet det…
For tre år siden sad vi i København med en dejlig unge, vi var færdige med uddanelse og var på vej til at blive opsagt i lejligheden i Hostrups Have, da vi ikke just var læger. Vi havde selv en lyst til at prøve at bo på landet – men jeg selv var skrækslagen ved tanken om den store, truende tosomhed, langt væk fra vennerne. Da Jerry derfor ringede og spurgte om vi ville være med til at købe skolen på Møn virkede det som en oplagt chance for at slå to fluer med et brag. Så præmisserne for vores beslutning var helt iorden. Det var billigt. Det lå smukt. Det var nemt at få job. Det var sammen med andre unge og andre børnefamilier. Alt i alt så det meget lovende ud.
Den første tid…
Den første tid af vores ejerskab boede vi stadig i København, og betalte dobbelt husleje for vores lille billet til paradis. Vi tog derned og boede bohême-agtigt i weekenderne, og satte den lejlighed istand vi havde valg – et af de absolut mest faldefærdige stedr på skolen. Vi havde valgt den fordi den var billig, og fordi jeg synes det kunne være sjovt at skabe sit eget fra bunden. Det var en tid med madrasser på gulvet, stearinlys, nøgne glødepærer, en kravlende Máni og hyggeligt samvær med de andre…et østmønsk paradis!
Flytningen
Vi fik begge job ret hurtigt, på hver sin skole. Sommeren var i fuld flor, og da jeg så Máni stå for første gang med sit hoved fuld af jordbær saft og Gry ved sin side, var jeg sikker på at vi havde truffet den rigtige beslutning. Der var grill aftener, fællesmøder, fællessang og meget andet.
De første tegn
Men det var faktisk allerede her de første tegn viste sig. Det første tegn på at der var to vidt forskellige tankesæt omkring stedet og hvilken vej det skulle udvikle sig. Da mit “Kør Stille – Vi leger” skilt i indkørslen blev savet ned fordi det skæmmede, og andre synes legetøjet i gården var noget der rodede, kunne jeg godt se at det ikke skulle blive en dans på roser. Jeg tror at jeg, Erla, Claus, Zenja og Tina var blandt de sidste der blev spurgt. Jeg tror vi blev spurgt på grund af økonomien. Jeg tror at københavner-drengene havde drømt om en landlig frizone hvor de kunne dyrke deres græs, holde abefester og opføre sig uden grænser. Og at de ikke kune købe stedet uden os. Men så kom vi, børnene og legetøjet i vejen…
Det springende punkt
Vi satsede på projektet. Vi flyttede fra vores lejlighed, vi købte bil, vi fandt lokale job. Vi stod fast på at vores nye navle var østmøn. De andre blev ved med at holde døren på klem til København ved at beholde deres lejligheder, ved at beholde deres jobs. De turde ikke tage det fulde spring. Og det er sikkert også medvirkende til at læsset nu er væltet.
Bitter?
Tja. Måske nærmere lidt harm. Jeg troede på et projekt som jeg involverede min kone og mine børne i. Jeg har brugt 200.000.- i investeringer i nye biler, dobbelt husleje og istandsættelse. Men hvad tuder jeg over? Jeg er et voksent menneske, og alt jeg sidder i nu er jo skabt på et grundlag af bevidste valg. Der er vel ikke nogen part af min nuværende situation som jeg reelt set kan beskylde andre for at have forårsaget. Nej. Ikke direkte. Men jeg kan godt ægre mig over at have stolet på en række mennesker, som i sidste ende ikke var deres ansvar bevidst. En række forvoksede teenagere, som ikke tager det ansvar på sig det er at købe fast ejendom til over 2 mill. sammen med andre.
Det kan gøre mig pissed. Men nu er det sagt – og så skal jeg nok forlade den føelelse. Jeg vil istedet vise medfølelse for de kære små drenge, og prøve at huske på at de også kun gør det de gør ud fra grundige overvejelser der passer til deres virkelighedsopfattelse. Og så harm er jeg heller ikke. For jeg fortryder ikke et sekund at vi har prøvet det. Vi har lært en masse, mødt andre fede mennesker, startet som lærere, fået dejlige Óliver, haft fede fester, sejlet gode sejlture, bygget sauna, været til koncerter, grinet, hygget, set film, snakket og er blevet både ældre, klogere og smukkere som mennesker.
Så kan jeg lære det
Så nu har jeg både prøvet at bo landet og bo i bofællesskab. Og det er sket inden jeg er fyldt 30 år. Meget godt gået… Og jeg har da lært nogen ting:
1. Jeg skal ikke bo på landet. I skismet mellem natur eller kultur, så ligger mit hjerte hos kulturen og den urbane udfoldelse.
2. Bofællesskab? Ja, måske. Det er ikke så ringe endda, med de rette folk og med det juridiske indrettet på en fornuftig måde så er bofællesskabet klart en af mine favoritter. Egen andel med køkken og bad, og så ellers fællesspisning, fællesmøder, fællessang osv. så er der store fordele at hente i fællesskabet.
3. Jeg er blevet en anelse mere fræk med værktøj. Godt at kunne nogen basale dansetrin indenfor handyman-verdenen.
4. Jeg har (endnu en gang) lært at sige fra. Så min fars evige bekymring om jeg nu ‘er for dumme-god’ kan han godt droppe. Jeg lider ikke længere af den sygdom der hedder “alt for flink”
5. Lært at grovsortere i andre folks bekymringer og problemer. Hvad er reelt problemer man skal lytte til, og hvad er ‘pyller-pyller, jeg trænger til et knus’.
6. Vigtigheden af det sociale netværk, gode fester, samarbejde, ansvarsuddelegering og at andre mennesker sagtens kan gøre det godt og rigtigt.
7. Sortere dem fra der ikke giver noget personligt tilbage. Folk som suger energi og som ikke giver noget brugbart igen skal jeg prøve at få udfaset fra mit liv. De er tidsspilde.
8. Folk som har noget at byde på, det bare være sig en personlighed :-), skal jeg prøve at holde fast i…
Fremtiden
Lige nu flytter jeg ind til Stege sammen med familien i en lille cozy-treværelses villa lejlighed. Tæt ved roklubben, arbejdet og indkøb. Og så må vi se hvad fremtiden byder på.
Ihverfald er Magleby nu ikke længere et ansvar, men blot en irriterende månedlig udgift indtil det er solgt… Og solgt, det skal det jo nok blive på et tidspunkt, for stedet er stadigvæk i uovertruffen lille perle, det gik bare ikke for os. Så videre, bare videre mand, videre der er mere land. Videre, der er meget vi skal nå, videre, der skal kog på!
Love’n’all – Kim.
…og tusind tak for hjælpen og samværet til alle jer der har set os de sidste 2 år hernede på Møn…
- 8 kommentarer til Farvel Magleby
Hej Kim
Held og lykke
ragnheiður
Kære Kim – og resten af din skønne familie
Jeg er så ked af at jeres store sats på landet og fællesskabet druknede i dumme praktiske bekymringer og mangel på dedikerede mennesker. Og jeg er glad for at du/I klarer det, som I klarer alt muligt andet – med gavmildhed og et stort sind. Kom og hærg hos os i kbh anytime.
De bedste ønsker for flytning & fremtid – Anna
Tak for de søde ord Anna, altid godt at få et familiært pust energi. Håber I får passet Liva når der er fætter-komsammen i februar, så vi kan komme ud og losse lidt til Søren, sammen.
– kim
Hej Kim..
Det var godt lige at læse.. Sådan en simpel gennemgang af det hele. Nu har jeg også fået lidt styr på det.. Det er nogle dejlige punkter du kommer med til sidst. Det er rigtig, man kan kun lære af ting der går lidt skævt, hvordan man skal rette op på den bagefter.
Og ja, i har jo også fået en masse fede oplevelser dernede. For når jeg har, må i da helt sikkert ha fået en masse oplevelser, da I boede der 😉
Men det er godt i er kommet videre nu 😉 Held og Lykke !
Glæder mig til at se dig imorgen.. Kærlige knus Louise
Min kommentar er lige blevet droppet af anti-spam tricket!!!
Nå, så gik det igennem! Jeg var lige nødt til at teste inden jeg skrev forfra.
Hej Kim, Erla og unger
Ja, man mødes de mest uventede steder.
Det var os der var nede og få en rundvisning af Jer en blæsende, snehvid februardag sidste år.
Vi bor nu i bofællesskab på Vestsjælland med 4 andre familier, eget køkken og bad i lejligheden, fællesspisning en gang om ugen og fællessang. Det er lykken….
Rørende fortælling om forløbet dernede på Møn, og flot at sætte ord på følelserne og lægge dem ud i offentligt forum.
Den beskrivelse du giver af stedet var også den oplevelse Vi havde af det, og det er ikke for at hovere at nedenstående bliver skrevet.
Det var et rigtig spændende sted, dramatisk natur (noget af det flotteste i DK) og masser af muligheder.
Beboersammensætningen virkede dog noget efterskoleagtig, bortset fra Jer og et par stykker af de andre, og set i det baggrundslys virkede ambitionerne om et bofællesskab naive.
Vi fornemmede tydeligt et skel mellem Jer i den gamle skolebygning, og “ungdomboligerne” i den nye, både fysisk og mentalt. Øv…
Vi er glade for at høre det går Jer godt, og hvis I stadig har mod på bofællesskabstanken kan I jo blive skrevet op her 🙂
God vind fremover.
De bedste hilsner fra
Mikala, Peter, Birk og baby i maven (termin 22. dec.)
Tusind tak for din hilsen Peter! Saa kan det godt betale sig at dele sine tanker offentligt. Jeg vil meget gerne se nærmere paa jeres nye lille paradis, har i en hjemmeside? Ligenu er vi i Island, og heroppe er der ogsaa fedt. Det er vores næste eventyr, og saa maa vi se hvad der saa skal ske 🙂 Tillykke med babyen i maven, og lækkert at ´hoere at et bofællesskab rent faktisk kan fungere – og naar det goer det saa tror jeg kun der er fordele…
God vind fremover – Kim…
Hej Kim, Erla og unger igen
Ja, vi har været lidt længe om at svare på dit svar.
Vi har ingen hjemmeside, men adressen er Skamstrupvej 25, 4440 Mørkøv – så kan I kigge forbi hvis I har lyst. Og der er ikke kun fordele ved at bo i bofællesskab, men det er dem der er flest af 🙂
Mikala er foreløbig gået 1 dag over terminen – så vi venter fortsat.
Glædelig jul og godt nytår til dig og din familie.
Mange hilsner
Mikala, Peter, Birk (og baby stadig i maven)